Tag: udstilling

Danish chromatism

Som initiativtager og arrangør præsenterer Signe Byrdal Terenziani udstillingen “Danish Chromatism”, skabt af GamFratesi, der viser et udvalg af traditionelle og moderne designs fra 30 danske virksomheder i en innovativ og farverig fortolkning under den verdensberømte designmesse i Milano “Salone Internazionale del Mobile”. Danish Chromatism skaber et mødested mellem produkter, rum og farver. Resultatet er en installation, hvor de besøgende bliver præsenteret for dansk design gennem en stærk sanseoplevelse. Udstillingen er udviklet med inspiration fra kunstneren Josef Albers arbejde, hvor der leges med samspillet af farveri forskellige rumlige niveauer.

“Traditionelt er dansk design kendt for træmøbler og naturlige farver. I denne udstilling ønsker vi at genfortolke den traditionelle æstetik gennem brug af farver – at skabe en ny oplevelse af forholdet mellem klassiske og moderne produkter”, siger arkitekterne GamFratesi.

Installationen præsenteres i det smukke Triennale Design Museum i Milano fra den 9. til den 14. april.

Kunst møder porcelæn

Den amerikanske kunstner Ebon Heath har skabt en ny smykkeserie samt dekoreret og signeret 100 unikke LoopArt håndvaske fra Villeroy & Boch med farvestrålende og dekorative grafiske elementer. 

Villeroy & Boch og den kendte amerikanske kunstner Ebon Heath har sammen skabt 100 unikke kunstværker, der nu bliver sat til salg på internettet.

Håndvask eller kunstværk eller begge dele? Kunst møder porcelæn i Villeroy & Bochs opsigtsvækkende projekt, hvor den verdenskendte typografiske kunstner Ebon Heath kombinerer kunst og kunsthåndværk i udsmykningen af en begrænset serie på 100 unikke nummererede LoopArt håndvaske.

Det nye projekt, Second Glance, er for nyligt blevet præsenteret for offentligheden på udstillinger i Berlin og Shanghai. Alle håndvaske er signerede af kunstneren selv og vil efter udstillinger i New York, London og Moskva blive sat til salg på internettet. Overskuddet fra salget bliver doneret til museet, Kinder-Kunst-Museum i Berlin. Takket være Villeroy & Bochs innovative produktionsteknologi har det været muligt for Ebon Heath at udsmykke hver vask med en individuel struktureret keramisk overflade med filigran, der giver en unik berøringsmæssig og visuelt oplevelse. Udsmykningen består af farvestrålende og dekorative grafiske elementer bl.a. i 18 karat hvidguld.  Ud over LoopArt håndvaskene omfatter Villeroy & Bochs og Ebon Heaths Second Glance projekt mobiler og en smykkeserie, der består af 166 forskellige keramiske bogstaver. Smykkerne kan benyttes både som halskæder, øreringe og armbånd. Ebon Heath og Villeroy & Boch har i forbindelse med lanceringen af Second Glance etableret en hjemmeside – http://second-glance.villeroy-boch.com – hvor hele projektet og dets baggrund beskrives detaljeret.

LoopArt håndvaskene i Second Glance projektet er udsmykket med en individuel struktureret keramisk overflade med filigran elementer

Her Alter Ego Universe

På Christin Johanssons udstilling, Her Alter Ego Universe, inviteres man ind i et univers mættet med dufte, lyde og forskellige stoflige flader. Rå keramiske overflader møder træ, velour og satin. Man genkender objekter og materialer, men  de er placeret i en uforudsigelig kontekst.

Christin Johansson udfordrer og udforsker keramikken som kunstnerisk medie. Hun har tidligere  undersøgt keramikkens muligheder og fremhævet lerets stoflighed og tekstur i sammensætningen af keramiske objekter med andre materialer og udtryk. I udstillingen på Copenhagen Ceramics, Her Alter Ego Universe, inviteres man ind i en forskudt virkelighed, hvor der stilles spørgsmål ved normalitet, erindring og hvad der er rigtigt og virkeligt. Man får som gæst en fornemmelse af at befinde sig i en tidsfold, et forskudt eller forrykket erindringsglimt fra 1700-tallets Meissen, der gennem keramiske og indsamlede objekter folder  sig ud og blotlægges i de enkelte genstande. Christin Johansson har gennem det seneste årti været en markant fornyer i det keramiske felt. Hun har udstillet bredt på museer og gallerier i Skandinavien og udlandet i øvrigt, f. eks: Gustavsberg Kunsthal, Stockholm; Biennale Internationale de Vallauris; Röhsska Museet, Göteborg; Grimmerhus, Danmarks Keramikmuseum og hendes værker er repræsenteret i adskillige museer og private samlinger. Udstillingen åbner den 22. november og kan ses til den 15. december på Copenhagen Ceramics, Smallegade 46 på Frederiksberg.

www.copenhagenceramics.com

Det skulpturelle møbel

DDesign: Rikke Hagen og Andreas Lund. Loungestol i fiberbeton og egetræslister. Producent: Rikke Hagen og Andreas Lund

Hvert år viser en stribe af de dygtigste møbeldesignere og producenter i Danmark deres bud på nyskabende møbeldesign – det sker når Snedkernes Efterårsudstilling – SE udfordrer deres medlemmer, samt en række gæsteudstillere på kreativiteten. Resultaterne af dette års anstrengelser kan netop nu skues på Thorvaldsens Museum.

Text: Susanne Holte

Årets tematiske afsæt har været at skabe skulpturelle møbler, skabt i materialets egne farver og af en størrelse, der kan vises på et podium med målene 1x1x1 meter. Dogmeregler eller benspænd af den slags, som designerne er vant til at håndtere i SE-sammenhæng.

Design: Christina Strand. Producent: Aksel Kjergaard A/S

Design: Christina Liljenberg Halstrøm. Producent: Simon Hofer & Herfølge Kleinsmedie/Tekstil: Elvang Danmark.

Det lyder umiddelbart enkelt, for  et møbel er jo i sti udgangspunkt en tredimensional skulpturel form. Det svære begynder, når funktionalitet, komfort og håndværk skal indgå i et skulpturelt udtryk med æstetisk og narrativ tyngde.

Design: Carlo Volf, Producent: Nielaus A/S

-At forene disse egenskaber så møblet fungerer som et samlet hele kræver stor dygtighed fra både designer og producent. Funktionaliteten skal være i orden, møblet skal være spændende at kigge på fra alle vinkler, og så skal det tale sit eget tydelige skulpturelle formsprog, forklarer formand for SE Mia Gammelgaard og næstformand Thomas Bentzen.

Design: Ditte Hammerstrøm. Producent: Peter Jensen, Broncestøberiet Leif Jensen ApS.

I år skal møblerne spille sammen med billedhugger Bertel Thorvaldsens nyklassicistiske skulpturer på Thorvaldsens Museum i København, og det har givet nogle særlige udfordringer, men giver samtidig en helt fantastisk ramme om de moderne designs.

Design Foersom & Hiort-Lorenzen. Producent: Københavns Tekniske Skole.

-Thorvaldsens Museum er et helstøbt gesamtkunstwerk af velproportionerede rum, smukke mosaikgulve, farvede vægge, ornamenterede friser, stuklofter og unikke interiørdetaljer, og derfor er det med en særlig ærbødighed, vi er gået i gang med opgaven i år, forklarer Mia Gammelgaard. Af samme grund er udstillingsprincippet om farvediskretion og ensartethed i værkstørrelse indført for at skabe overskuelighed og overblik i så ekstraordinære rum.

Design: Henrik Sørig. Producent: Møbelsnedkeri Kjeldtoft.

Der vises designs af SEs 76 designere og producenter, men der er igen i år inviteret en håndfuld gæsteudstillere: den etablerede tekstilkunstner Anne Fabricius Møller og designerne Rasmus Trampedach, Rasmus Fenhann, Rasmus Bækkel Fex og den svenske designduo TAF alias Gabriella Gustafson og Mattias Stålbohm.

Design:Boris Berlin & Aleksej Iskos, ISKOS-BERLIN. Producent: Källemo og Kvadrat.

Udover gæsteudstillernes 5 skulpturelle prototyper vises ikke færre end 36 møbelskulpturer, skabt af de permanente medlemmer.

Design:Jeremy Walton. Producent: Anstalten ved Herstedvester.

Design: Karen Kjærgaard. Producent: Forbo Flooring A/S.

Design: Lise & Hans Isbrand. Producent: Møbelsnedkeri Kjeldtoft.

Design: Monique Engelund. Producent: Keramik udført af Lars Rank.

Design: Philip Bro Ludvigsen. Producent: Fredericia Furniture.

Design: Peter Johansen. Producent: Malte Gormsen ApS

Design: Steen Dueholm Sehested. Producent: Steen Dueholm Sehested.

Design: Søren Ulrik Petersen. Producent: Molgaard ApS.

Design: Thomas E. Alken. Producent: Erik Jørgensen A/S.

Design: Troels Grumm-Schwensen. Producent: Malte Gormsen ApS.

Design Torben Skov. Producent: Montana.

Udstillingen kan opleves frem til den 2. december.

 

Snedkernes Dag på Trapholt

Jacob Winther Pedersen er blandt udstillerne på Snedkernes Dag på Trapholt i Kolding.

Søndag 4. november afholder Trapholt for andet år i træk Snedkernes Dag. Her præsenterer de 16 bedste nyudklækkede snedkere deres svendestykker kl. 11-16. Det er Danske Snedkeruddannelser og Trapholt, der i samarbejde har skabt Snedkernes Dag, som en hyldest til det gode håndværk og design. Formidlingsansvarlig på Trapholt, Kirsten Jensen, har koordineret dagen og fortæller: ”I dansk møbeldesign er der en lang tradition for samarbejde mellem designere og snedkere, som vi gerne vil have frem i lyset igen. Denne tradition er også stærkt repræsenteret i Trapholts egen samling af møbelklassikere. For eksempel hos møbeldesignere som Finn Juhl, Kaare Klint og Wegner.” Arrangørerne har ambitioner om, at Snedkernes Dag skal blive en tilbagevendende begivenhed, hvor fagfolk og andre med interesse for snedkerhåndværket har mulighed for at fordybe sig i håndværket og se, hvordan den unge generation fortolker træets muligheder. Arrangementet afholdes, mens museet viser udstillingen “Skud på Stammen”, hvor elever fra Københavns Tekniske skole i samarbejde med etablerede designere har lavet flotte træ-møbler. På Snedkernes Dag er feltet udvidet, og det er de bedste svendestykker fra hele landet, som deltager.  www.trapholt.dk

Elitær folklore

Fadet, tallerkenen, bordet, blomsten. Hverdagens mest almindelige genstande og naturens mest elskede forekomster er med til at ramme de fleste menneskers liv ind. Det er set i den kontekst at Marianne Nielsen og Anne Tophøj gør fælles front i en udstilling på Copenhagen Ceramics, hvor de undersøger hvorfor og hvordan vi værdsætter disse almene udtryk for kultur og natur, og forsøger at besvare spørgsmålet: hvad er elitær folklore. Hvad sker der, når det folkloristiske ses gennem elitære briller, og omvendt, når det elitære bringes ind i folklorens verden.

Marianne Nielsen indtager en meget særlig position i dansk keramik. Hun interesserer sig på en næsten nørdet måde for naturens rolle i vores kultur. Gennem de seneste år er hendes arbejde oftest mundet ud i konkrete gengivelser af naturemner; bjerge, fjer og blade, og nu blomster og planter. Som en slags souvenirs henviser de til noget udenfor os, som er vedvarende, universelt og som ved sin ægthed rummer grundlæggende skønhed. Alligevel handler naturgengivelserne om os selv, fordi det er gennem vores eget blik, at emnerne får mening.  Marianne Nielsen siger: ’Blomster indtager en beskeden position i kunsten som noget banalt, blødt, ofte tildelt dekorationens birolle. Jeg har her ladet blomsten stå alene for derved at udgøre hele værket. Værkerne handler om det, der ikke er direkte til stede  - referencerne, der knytter sig til blomster, både som skønhedsrepræsentanter og natursouvenirs. Men også om den brug af dem, der har slidt blomstermotivet ned til en kliché.’

På lignende måde arbejder Anne Tophøj med de værdier og betydninger, der kan være indlejret  i ting. Enten fordi tingene rummer konkrete billeder eller symboler og derigennem videregiver  en historie eller et budskab eller ved, at de appellerer til en bestemt brug eller håndtering.  Karakteristisk for hendes arbejde har hun taget fat i tallerkenen og fadet, der er objekter, som vi  alle kender godt og bruger dagligt. Som hun selv udtrykker det: ’ Tallerkenen og fadet er et tegn  på menneskelig kultur og hæven sig over dyrene; det er centralt i alle menneskers spiseritualer  og den daglige spisning. Det er genstande, som vi alle har til fælles; et universelt, banalt uundværligt redskab, der hjælper os til at opretholde livet. Det er elskede og værdsatte objekter, som gennem tiden og i forskellige kulturer er lavet i utallige udformninger, til brug og til pynt, til bordet og til væggen.’ Til denne udstilling har Anne Tophøj arbejdet med to genstandstyper: Fadene, der bruger fladen  til primitive og forenklede billedlige repræsentationer af liv og død. Hun kredser om ansigtet og kraniet som et almenmenneskeligt symbol.  Parallelt hermed undersøger hun tallerkenen, der som et andet redskab signalerer at skulle bruges til noget bestemt – formen bestemmes af, hvad den  skal kunne rumme. 

Udstillingen Elitær Folklore kan ses fra den 25. oktober til den 17. november 2012 hos Copenhagen Ceramics i Smallegade 46 på Frederiksberg.

 

 

Knuder møder træstubbe

På sin kommende soloudstilling hos Copenhagen Ceramics viser en af Danmarks førende og internationalt anerkendte keramikere Martin Bodilsen Kaldahl helt nye keramiske værker. Udstillingen ”Other Objects” finder sted fra den 27. september – 20. oktober 2012.

De nye værker fra Martin Bodilsen Kaldahls hånd fordeler sig på to umiddelbart meget forskellige kategorier: de abstrakte og de figurative værker. De figurative værker tæller værkerne inspireret af grenen og træstammen. Træstammen med de afsavede grenes rene flader danner i de nye værker afsæt for variationer, der både peger på træet som natur og kultur. De abstrakte værker tager udgangspunkt i knuden, som er et væsentligt fascinationsobjekt for Kaldahl, og som mange af de nye værker refererer til. Martin Bodilsen Kaldahl lægger således stor vægt på værkernes rent visuelle udtryk. Hvordan de påvirker os, og hvordan vi sansemæssigt oplever rytmen i fladernes vekslen, formens volumen og karakter og materialernes stoflighed. Hvordan vi berøres følelsesmæssigt i en direkte bevægelse fra tingen til kroppen – en parallel til musikkens umiddelbare indvirkning på os. I sin arbejdsproces undersøger Kaldahl desuden, hvordan velkendte ting i vores omgivelser kan få et nyt visuelt udtryk i værket og åbne op for en anden forståelse af tingene som andre – poetiske – objekter. www.copenhagenceramics.com

Nyfeminister viser bryster

Hustruen, Elskerinden, Ekskæresten og Singlen udstilles frem til den 21. juni på Carlsberg, når 18 unge kvindelige designere og arkitekter forenet under navnet Rundkant, åbner en udstilling, der med udgangspunkt i kvindens krop og rolle, viser eksperimenterende møbeldesign.

Udstillingen er en hyldest til kvindegruppen Kropsholder, som i midten af halvfemserne skabte stor opmærksomhed ved at sætte fokus på kvindelige designere i det skandinaviske designfelt i en tid, der var kendetegnet ved traditionsbunden, maskulin vanetænkning. Designere som Louise Campbell, Cecilie Manz og Liselotte Risell fik deres gennembrud med Kropsholder og ændrede dagsordenen ved at kræve plads til det feminine, poetiske og eksperimenterende møbeldesign i Norden. Rundkant siger nu tak til Kropsholder, fordi de har banet vejen for næste generation af designere, været forløbere og forbilleder. Vigtigst af alt har de har inspireret en hel generation af unge designere. I Ny Tap fra den 31. maj 2012 vil Rundkant bære faklen videre og vise deres bud på nyt, feminint møbeldesign. I alt 18 kvindelige designere fra forskellige designfagligheder (grafikere, illustratorer, tekstildesignere, modedesignere, arkitekter, interaktionsdesignere og industrielle designere) giver bud på nye kropsholdere. I stedet for at diskutere speltkusser og bitterfisser, har de udstillende designere fabuleret over deres forhold til en konkret kvindefigur, og diskuterer ud fra denne nogle af de associationer, vi alle har til de traditionelle kvinderoller. I udstillingen kan man bl.a. møde Hustruen, Elskerinden, Ekskæresten og Singlen oversat til et siddemøbel – en kropsholder. Blandt de udstillede værker kan opleves ”Moderen” designet af tekstildesigner Charlotte Bodil Hermansen, der med udgangspunkt i afstøbninger af 12 kvinders bryster, har designet en møbelinstallation skabt til at pirre sanserne og vække nysgerrigheden – hvem har ikke lyst til putte sig ind til bløde og dejlige bryster fremstillet i skind og pels?

Kvinde, kend din Kropsholder giver en unik mulighed for at opleve næste generation af kvindelige designere i starten af deres karriere.

Keramisk udstilling

Med deres fælles uddannelsesbaggrund i det nu nærmest forsvundne pottemageri udfordrer keramikerne Michael Geertsen og Peder Rasmussen hinanden og sig selv i en udstillingsmæssig tour de force indenfor en klassisk keramisk disciplin, Majolica – traditionen. De har ikke bare fremstillet hver deres værker – de har også i flere tilfælde overladt dekorationen af deres former til hinanden. Udstilling hos Copenhagen Ceramics, Smallegade 46, Baghuset , 2. sal tv, Frederiksberg frem til den 16. Juni.

Michael Geertsen og Peder Rasmussen tilhører begge den lille gruppe af nutidens keramikere, der også er uddannet pottemagere – i deres svendebreve benævnt frihåndsdrejere. De landede som ganske unge i en verden af urgammelt håndværk og blev dermed et par af de sidste led i en meget lang kæde.  Herom siger de: ”Vi har en stor kærlighed til det klassiske pottemageri, til forestillingen om krukken og den keramiske figur som kunstnerisk medie – også i en verden, der er mere teknologisk end nogensinde – og dermed så langt fra vores udgangspunkt som tænkes kan. Kan det ses på vores værker? Er der reminiscenser af noget arketypisk til stede i vores ellers topmoderne udtryk? Det mener vi selv. Vi insisterer faktisk på, at vores opdragelse i et traditionsbundet håndværk har givet en særlig respekt for det faglige. Det har også givet os et reservoir af referencer – af muligheder for citater. Alle kneb gælder! Med svendebrevet i bakspejlet ved vi, at der i traditionens rum er masser af ledige pladser…” Denne gang arbejder begge keramikere med Majolica – den oldgamle teknik med hvidglaseret og dekoreret keramik, som man kender fra den italienske renæssance. Fra de store kunstnere i DellaRobbia – familien eller fra Deruta-værkstederne. Også spansk maurisk fajance har været i kikkerten med dens ornamentik, lustre og andre metalliske effekter. Teknikken lokker med en farverigdom, der ikke findes magen til i andre teknikker – med deraf følgende muligheder for nye fortællinger, stilgreb og citater. Udstillingen er udtryk for en årelang dialog mellem de to keramikere. De har ikke bare fremstillet hver deres værker – de har også i flere tilfælde overladt dekorationen af deres former til hinanden. Af ren og skær nysgerrighed… og en slags tillid til, at dette ”benspænd” kan føre noget nyt med sig. Kunstnerne har begge en lang og omfattende udstillingskarriere bag sig både i Danmark og internationalt . Deres værker er repræsenterede i en række af verdens vigtige museumssamlinger: for Michael Geertsens vedkommende bl.a, Victoria & Albert Museum i London, Metropolitan Museum, New York, Museum of Art and Design, New York og Designmuseum Danmark. Peder Rasmussens værker er ligeledes i samlingerne på Victoria & Albert Museum, på Nationalmuseet i Stockholm, Museum für Kunst und Gewerbe in Hamburg , Designmuseum Danmark og mange flere. www.copenhagenceramics.com

Keramiske gevækster

Garth Clark, en af New Yorks førende gallerister, åbner udstillingen My Garden i Københavns nyåbnede galleri, Copenhagen Ceramics. Haven er skabt af keramiker Turi Heisselberg Pedersen og byder inden for fra den 29. Marts.

– Jeg elsker min have, dens planter og frodige gevækster. Dens vældige vækstkraft, der kan producere en kæmpe plante fra et lille bitte frø på en enkelt sæson. Den rummer så mange fantastiske og sære former, stofligheder og farver. Den er også en underlig blanding af natur og kultiverethed, af beskidt og smukt, af poesi og grimhed. Nogle ting blomstrer og gror, andet slår fejl, mislykkes. Det er en verden af tæmmet natur, der formes, trimmes og bearbejdes, – ikke ulig lerets verden, forklarer keramiker Turi Heisselberg Pedersen om inspirationen til hendes udstilling My Garden. Turis keramiske have kan opleves i Copenhagen Ceramics fra den 29. marts til den 21. april 2012. Det er lykkedes Copenhagen Ceramics at få den kendte New Yorker gallerist og keramikspecialist Garth Clark til at åbne galleriets kommende udstilling. Udstillingen My Garden er skabt af en af Danmarks mest erfarne og talentfulde keramikere Turi Heisselberg Pedersen. Til udstillingen My Garden har Turi Heisselberg Pedersen skabt en række helt nye værker inspireret af mønstre, stofligheder og strukturer i sin have. I arbejdet med at omdanne disse til keramiske objekter er to overordnede temaer opstået: Vaser inspireret af blomsterknopper og vækster. På den ene side en gruppe stramme, enkle kultiverede former. F. eks. vaser inspireret af blomsterknoppers spændte eller svulmende formudtryk, der næsten kan virke vulgære. Eller abstrakte, enkle vaseformer inspireret af planternes opadstræbende rytmiske vækstforløb. Begge keramiske pendanter til havens formklippede og kultiverede natur og en fortolkning af naturens underliggende orden. Det modstående tema synliggør planternes spirende liv under jorden. Af dette opstår værker i form af organiske knoldformer og frøkapsler med grove ekspressive overflader eller riflede strukturer. Skødesløse vækster og rod-lignende former, der vidner om havens mere ustyrlige kræfter.

På sin nye udstilling viser Turi Heisselberg Pedersen hermed helt nye ekspressive, asymmetriske former, hvor lerets udtryk og stoflige friskhed er blevet udforsket. Andre arbejder er mere karakteristiske for Turi Heisselberg Pedersen og viser forenklede skulpturelle krukker, hvor rytmen, linjerne og samspillet mellem formerne er et gennemgående tema.Keramiker Turi Heisselberg Pedersen har i mange år været en stærk og gennemgående figur på den danske keramiske scene. Utrætteligt og insisterende har hun arbejdet med sit materiale – leret – og arbejdet sig frem til et meget personligt og karakteristisk formsprog. Alt overflødigt er fjernet i Turi Heisselberg Pedersens abstrakte, enkle og sanselige værker. Turi Heisselberg Pedersen har med udgangspunkt i traditionen igennem hele sin karriere arbejdet med at udvikle krukken som abstrakt fænomen. Krukken som selvstændigt objekt, kunne man sige. Hendes monumentale krukker står på én gang stærkt med skarpe, næsten todimensionelle profiler og indtager samtidig fuldstændigt rummet omkring sig med overflader og farver, der indbyder til at blive rørt ved og sanset i al deres tredimensionalitet.

holte