Tag: stol

Stol i særklasse

Carl Hansen & Søn genskaber 55 årig Hans J. Wegner stol i træ med organiske former. Stolen med betegnelsen CH33 hylder det enkle design og brug af naturlige materialer omsat i en helt aktuel fortolkning.

Text: Susanne Holte

Den danske møbelproducent Carl Hansen & Søn genskaber stolen – CH33 – der blev designet i 1957 af Hans J. Wegner. Stolen var i produktion indtil omkring 1967 og har siden da ført en tilværelse som et attraktivt auktionsobjekt. Den organiske stol har med sit buede kopstykke og sæde imødekommende kurver og harmoniske linjer, der yder maksimal siddekomfort, som er et af Wegners ypperste kendetegn. Med mere end 400 stoledesign bag sig, kaldes han med rette stolens mester. -Med CH33 viser Hans J. Wegner endnu en gang, at god formgivning står distancen over tid. Denne stol blev undfanget for 55 år siden og er stadig lige gangbar nu som dengang. Udover designet vil stolens konstruktion og håndværksmæssige kvaliteter sikre, at den også vil være interessant for generationer fremover, udtaler Knud Erik Hansen, ejer og 3. generation i Carl Hansen & Søn. Stolens klare referencer til 50’ernes og 60‘ernes enkle linjer og brug af træ spiller fornemt ind i nutidens indretningstendenser, hvor man søger tilbage til det enkle og det nære. Træ tilfører i den sammenhæng indretningen varme og sanselighed gennem sin struktur og originalitet. Carl Hansen & Søn har valgt at genfortolke stolen og iføre den farver fra den originale Wegner-farvepalet – hvid, grå, lyseblå, orange og sort – så det originale udtryk tilføres noget nyt, samtidig med at det oprindelige design med rene udgaver i træ bibeholdes. CH33 findes i blandt andet bøg og eg samt i kombinationer heraf i enten sæbe- eller oliebehandlet samt en lakeret overflade til vejl. udsalgspriser fra 3.489 kr. Stolen fås både med og uden polstring. Polstringen fås i stof og læder. Stolens sædehøjde er 44 cm, højden er 74 cm og bredden er 55 cm.

Carl Hansen & Søn har genoptaget produktionen af Wegners CH33 stol og har iført den farver fra den originale palet.

På myrens fodsti

En klassiker fylder 60. Arne Jacobsens første store kommercielle success var den lille frække tre-benede stol med modelnummeret 3100 – bedre kendt som Myren.

Text: Susanne Holte

Op gennem 1950’erne tegnede Arne Jacobsen en række stole, som siden er blevet verdensberømte designikoner, kendetegnet ved deres skulpturelle former og tidløse fremtoning. Den første af disse var Myren i 1952, efterfulgt af Syveren i 1955 samt Ægget og Svanen i 1958, der var designet specielt til SAS Royal Hotel, som også var tegnet af Arne Jacobsen. Arne Jacobsen designede oprindeligt Myren til kantinen i Novo Nordisk. I dag er Myren et af kollektionens fornemste ikoner. Men Myren var til at begynde med tæt på at ende som endnu en prototype, fordi Fritz Hansen, der stadig producerer den lille frække stol med de ikoniske former, ikke var overbevist om stolens potentiale. Stolen overlevede den indledende skepsis, da Arne Jacobsen garanterede at købe alle de stole, der blev produceret, hvis der ikke var andre købere. Det blev som bekendt ikke nødvendigt. Stolen faldt i smag og den sælges stadig i stort antal. Myren fås i ni forskellige typer finér; ahorn, bøg, ask, kirsebær, oregonpine, elm, eg, valnød og indfarvet eg, alle med klar lak, samt i to andre udførsler; farvet ask og lak i ni forskellige farver. Alle stole er lavet af formpresset knivskåret finér. Underdelen fås med 3 eller 4 ben (Stabelbare, 2 sædehøjder) og er lavet af forkromede stålrør. Sortimentet af tilbehør omfatter koblingsbeslag, transportvogn, sæde- og rækkenumre.

Det legendariske samarbejde mellem Fritz Hansen og arkitekt Arne Jacobsen går helt tilbage til 1934. Det reelle gennembrud blev dog først en realitet i løbet af 50’erne, hvor de ekspressive og organisk formede stole Myren, 7’eren, Ægget og Svanen blev skabt. Møblerne, der idag betragtes som en væsentlig del af den nationale og internationale kulturarv, producers stadig hos Fritz Hansen, som markerer sig globalt med stringente designmøbler, udviklet af en række af de største danske og internationale formgivere.

Den verdensberømte danske arkitekt og designer Arne Jacobsen skabte Myren tilbage i 1952. Stolen blev frontløber for en stribe klassiske møbler fra mesterens hånd.

En ægte original

Danmark har fostret mange talentfulde arkitekter og designere. En af de mest originale var Finn Juhl, der udviklede sit helt unikke formsprog, inspireret af bl.a. moderne kunst. Hans organiske og fint bearbejdede møbler er netop nu genstand for fornyet interesse i forbindelse med 100-året for hans fødsel.

Text: Susanne Holte

Fotos: Trapholt + Onecollection

Det var de svungne, organiske møbler der blev Finn Juhls særkende. Han gik tidligt i sin karriere som møbeldesigner imod strømmen, og tog som én af de første afstand fra Kaare Klints etablerede møbelskole, der dikterede rette linier og stramme geometriske udtryk. Finn Juhl var helt sin egen og hans udtryk er stadig let genkendeligt. Men selvom han var en ener og en original i ordets bedste forstand, kom han alligevel til at præge en hel generation af unge møbelarkitekter med sin forkærlighed for det skulpturelle. Finn Juhl havde en tæt tilknytning til den danske kunstscene. Blandt andet var han dybt involveret i den berømte ”teltudstilling” i foråret 1941 på Bellevue, hvor unge kunstnere ville indfange de hundredtusinder af københavnerne på skovtur i Dyrhaven og vise dem kunst. Imidlertid kom kun 30 betalende gæster i teltet! Finn Juhl var manden der skaffede udstillingsteltet og konstruerede en bro, der førte over en kløft til teltet. Her udstillede de unge fremadstormende kunstnere i kredsen omkring kunsttidsskriftet Helhesten (1940-44): Else Alfelt, Ejler Bille, Egill Jacobsen, Asger Jorn, Egon Mathiesen, Sigurjon Olafsson, Carl-Henning Pedersen, Erik Thommesen og veteranen Vilhelm Lundstrøm. Disse samt Richard Mortensen, Robert Jacobsen, Axel Salto, Anna Thommesen og Sonja Ferlov Mancoba var alle kunstnere, som Finn Juhl indrettede sig med i sit private hjem, og flere udstillede han sammen med gennem hele livet. Hans idéer om at forene det kunstneriske udtryk med det funktionelle blev videregivet, da han som leder af Skolen for Boligindretning underviste mange af de nye møbeldesignere, men han kom først og sidst til at danne skole via sine møbler og sin helt specielle tilgang til design og indretning. Finn Juhl fungerede i mange år som en særdeles eftertragtet indretningsarkitekt og han kom til at sætte sit markante fingeraftryk på bl.a. Bing & Grøndahls butik på Amagertorv, på FNs hovedkvarter i New York og på en række Georg Jensen butikker rundt om i verden. Han designede interiøret til SAS’s DC fly, indrettede biografer, udstillingsstande, ambassader og hoteller.

Tilfældighedernes spil

Finn Juhl, der blev født i 1912, havde oprindelig ingen ambitioner om at komme til at tegne møbler. Han ville gerne have læst historie, men hans far, der var tekstilgrosserer, mente ikke at det var vejen at gå for den unge Finn, der i stedet kom til at studere arkitektur på Det Kongelige Danske Akademi for Fine Kunster. Efter fire år fik han ansættelse på Vilhelm Lauritzens tegnestue, hvor han arbejdede i 11 år frem til 1945. Så var tiden moden til at etablere egen tegnestue sideløbende med at han begyndte at undervise på Skolen for Boligindretning. På det tidspunkt havde han godt fat i møbeldesignet. Faktisk skabte han de første møbler til sit eget hjem i midten af 30’erne, og fik siden sin egentlige debut som møbelarkitekt i 1937, hvor han deltog i snedkernes årlige udstilling med en stol udført af møbelsnedker Niels Vodder. Samarbejdet med Vodder kom til at vare frem til 1959, og de to skabte i fællesskab den spændstige 45-stol, der blev et nybrud indenfor dansk møbeldesign. Senere fulgte møbler som Høvdinge-stolen, Ægypter-stolen, Japan-stolen og mange andre beslægtede møbler, som hver især udmærkede sig ved et organisk svunget stel og et flydende sæde- og rygstykke, der nærmest så ud til at svæve frit over stellet.

Finn Juhls fine lille to-personers sofa fra 1941 fik kælenavnet Poeten og Lillemor efter tegneserien af samme navn. Tegneserien blev filmatiseret i 1959 og her indgik Finn Juhls møbler i scenografien. www.onecollection.com

Møbel ikoner

Langt de fleste af de møbler, som i dag har ikon-status, og som kan ses på museer over hele verden, blev udført i teak, der på grund af sine fortrinlige egenskaber, var Finn Juhls foretrukne træsort. Også her satte han nye standarder, fordi det lykkedes ham at finde metoder til at bearbejde den hårde træsort industrielt – en teknologisk landvinding, der banede vejen for en enorm dansk møbeleksport – ikke af Finn Juhl møbler, men af mere eller mindre begavet udførte plagiater. Finn Juhl, hvis møbler var og er for feinschmeckere, kom til gengæld til at stå fadder for begrebet Danish Modern, og i dag er der fornyet og velfortjent fokus på hans helt særlige talent. Den originale formgiver nåede også at tegne en lille håndfuld huse, bl.a. sit eget japonistisk inspirerede hus på Kratvænget i Ordrup. Det byggede han i 1941 og her blev han boende i til sin død i 1989.Finn Juhl oplevede stor anerkendelse mens han levede. Det blev til flere priser og udstillinger, ærestitler og ikke mindst en Dannebrog orden. Finn Juhl kollektionen produceres i dag af Onecollection, der har base i Ringkøbing.

Høvdingestolen, FJ49, blev inspireret af Finn Juhls interesse for såkaldt primitiv kunst. Den er i dag et ikon indenfor dansk møbelkunst og indgår i Onecollections store kollektion af Finn Juhl møbler. www.onecollection.com

Finn Juhl nåede at sætte sit markante fingeraftryk på dansk møbeldesign gennem flere årtier. Her et bredt udsnit af hans designs. Finn Juhl (1912-1989) er mest kendt for sine markante bidrag til dansk møbeldesign. Et skulpturelt formsprog samt nye principper for selve møbelkonstruktionen er Finn Juhls kendetegn. Udstillingen på Trapholt sammenstiller hans værker parvis med samtidens største danske designere og perspektiverer Finn Juhl i forhold til samtidens kunst.

Oplev Finn Juhl på Trapholt

Arkitekten Finn Juhl (1912-1989) er mest kendt for sine markante bidrag til dansk møbeldesign. Et skulpturelt formsprog samt nye principper for selve møbelkonstruktionen er Finn Juhls kendetegn. Udstillingen på Trapholt, der åbner den 30. januar 2012 og som kan ses året ud, sammenstiller hans værker parvis med samtidens største danske designere og perspektiverer Finn Juhl i forhold til samtidens kunst. For historien om Finn Juhl er og også historien om dansk designs og kunsts guldalder midt i det 20. århundrede med designtalenter som Kaare Klint, Hans Wegner, Børge Mogensen, Arne Jacobsen, Poul Kjærholm – for ikke at tale om de mange kunstnere, der var i omgangskredsen.

Mindre skala

Finn Juhl arbejdede også i mindre skala og han tegnede gennem sin karriere også en del brugskunst i form af skåle, skamler, papirkurve og bakker. TurningTray er med dens stilrene linjer og smukke former et fint eksempel på det. Vendebakken skiller sig ud med sin gennemtænkte funktionalitet, æstetiske ynde, diskrete elegance og rene linjer. Bakkerne er håndlavede i Danmark i teaktræ og laminat. Der er reelt tale om to bakker i en, da de er ens på begge sider, men med to forskellige farver, som hver især skaber en unik glød i træet. Bakkerne fås i tre størrelser og flere farvekombinationer, hvilket skaber en høj grad af mulighed for individuel kombination. Bakkerne fremstilles i dag af designvirksomheden Architectmade. www.architectmade.com

TurningTray er med dens stilrene linjer og smukke former så aktuel som aldrig før. Vendebakken skiller sig ud med sin gennemtænkte funktionalitet, som rummer et væld af muligheder for tidens individuelle forbruger, der sætter en ære i at være designmæssigt i front. I sig selv er den et gennemdesignet mesterværk, som medvirker til at gøre ethvert måltid til en ekstra oplevelse.

Sæt præg på designerstolen

Slip fantasien løs og vælg imellem alverdens farver og materialer til at skræddersy din helt egen Frost-stol, sådan lyder tilbuddet fra den danske møbelproducent Stouby Furniture. Ideen matcher en ny tendens, hvor forbrugerne får store indflydelse på møblernes endelig udseende.

Text: Susanne Holte

Kombiner stolens farve med alternative materialevalg, fremhæv knapperne på sædehynden eller vælg specielle ben for at skabe et unikt udtryk på den nye Frost stole, der er skabt af designerduoen FurnID Stolen har klare referencer til 40’ernes og 50’ernes klassiske, skandinaviske møbeldesign, men har samtidig et futuriske udtryk, der giver stolen potentiale til at blive en nyklassiker. Formen, materialerne og de rå træben giver stolen et stilrent look, der gør den brugbar i mange forskellige rammer og sammen med både ældre designklassikere og mere moderne møbler. Der er frit valg på farvepaletten, ligesom der er plads til at lege med materialerne. Man kan for eksempel kombinere et sandfarvet lædersæde med en skal i beige tekstil eller give stolen et mere markant look med sortbejdsede træben eller kontrastfarvede knapper i sædehynden. Vælge en knaldrød version eller en snehvid for et enkelt udtryk. Den snehvide var egentlig Frosts originale farve, fordi inspirationen til stolen fra de linjer og formationer, der opstår når vinden leger med nyfalden sne. Frost-stolen kan fås i både tekstil, læder og mikrofiber samt kombinationer af disse. Designerne baf FurnID er møbeldesigner Bo Strange og industriel designer Morten Kjær Stovegaard, der siden etableringen i 2006 har vundet adskillige priser for deres nytænkende og grænsesøgende formgivning, hvor det centrale aspekt er at skabe imødekommende møbler. www.stouby.com

Nyt fra arkiverne

Evigt gyldige Verner Panton er igen i fokus. Denne gang i forbindelse med relanceringen af hans ikoniske 1-2-3-Stole.

Text: Susanne Holte

-Formålet med mit arbejde er at provokere folk til at bruge deres fantasi, sagde den verdenskendte danske arkitekt og designer Verner Panton. Det lykkedes i høj grad for Verner Panton, mens han levede. Her 13 år efter sin død er han stadigvæk i stand til at provokere og begejstre verden med sin møbelkunst og sit lampedesign. Den kompromisløse danske designer, der er grundlaget for Verpan’s aktiviteter verden over, skabte med sin kompromisløse leg med form, farver og ikke mindst lys, en række tidløse produkter som hver især har opnået ikon-status. Nu lancerer Verpan så to stole Pantons originale 1-2-3—serie, designet i 1973. Serien rummede oprindeligt 20 forskellige modeller, som dengang vakte stor begejstring. Kritikere kalde ligefrem designet for en milepæl. Idéen bag serien var at skabe nogle siddemøbler med god komfort og et naturligt design, der kunne passe ind i mange forskellige miljøer. Den nye serie inkluderer en spisestuestol og en lounge chair i støbt skumgummi polstret med stof eller læder.

Et ikon fylder 50

Verner Pantons legendariske stol Panton Chair fylder 50 år. Stolen, der er den første plastik stol støbt i ét, blev hurtigt et design ikon og er i dag en af de mest kendte og afbillede design klassikere fra det 20. århundrede.

Text: Susanne Holte

Man ved ikke præcis, hvornår Verner Panton fik ideen til den stol, der sidenhen er blevet synonym med hans navn. Ifølge han egne sparsomme optegnelser samt de få udaterede skitser der er bevaret, må det være omkring 1959/60 at han henvendte sig til møbelproducenten Vitra i Schweiz og sammen begyndte målrettet at eksperimentere med at lave en plastik stol støbt i ét stykke; At det skulle tage næsten et helt årti før stolen stod klar, havde han næppe forestillet sig. Først i 1967 kom den første version af Panton Chair på markedet efter mange års svære produktudviklingsmæssige udfordringer. I de følgende år skulle stolen gennemgå endnu adskillige ændringer; De første modeller var lavet i glasfiber, som blev afløst af polyurethan, og senere af sprøjtestøbt ASA plast, som desværre viste sig ikke at være stærk nok. Stolen blev derfor taget ud af produktion sidst i 1970’erne, men på Verner Pantons initiativ blev stolen sat i produktion på ny i 1980’erne, nu i polyurethan skum baseret på den komplicerede – men robuste – støbeteknik, en version der stadig er i produktion under navnet Panton Chair Classic. I mellemtiden er der sket en kolossal udvikling inden for plastteknologien, så i de sidste år inden Verner Pantons død (1998) udviklede han i samarbejde med Vitra den sprøjtestøbte version i100% genbrugsmateriale, polypropylen, som vi kender i dag. Ud over de miljømæssige fordele er der også den økonomiske, så stolen i dag kan tilbydes til en brøkdel af den oprindelige pris og således er en klassiker gjort tilgængelig for et langt bredere publikum.

Y-stolen i seks årtier

Y-stolen, “Wishbone Chair” eller slet og ret CH 24 – kært barn har mange navne. Uanset om man foretrækker den billedskabende, den poetiske eller den prosaiske titel, er Hans J. Wegner’s smukke stol fra 1950 en global succes. Her i fødselsdagsåret har den fået nye kulører.

Text:  Susanne Holte

Fundamentet til et ganske unikt parløb blev lagt i 1949 med Hans J. Wegners legendariske Y-stol. Siden har Carl Hansen & Søn specialiseret sig i fremstilling af møbler, skabt af en af dansk designs største og mest produktive formgivere. Y-stolen er stadig firmaets bedst kendte og mest udbredte møbel, men der introduceres og relanceres til stadighed ”nye” designs fra den skatkiste, som Wegner efterlod sig. Kollektionen omfatter udelukkende stole, borde og sofaer, skabt af Hans J. Wegner – møbler, der alle har opnået klassiker status og som er blevet samleobjekter i hele verden. Det er dog stadig den legendariske Y-stol, der stjæler opmærksomheden og der er til dato produceret godt en million eksemplarer af den funktionelle og enkle stol, som altid vil være synonym med den verdensberømte arkitekt. Carl Hansen & Søn, der har stolte snedkertradtioner, er den eneste producent, som udelukkende fremstiller Wegner-møbler, og Y-stolen er stadig omdrejningspunktet i den store produktion af klassiske modeller. Stolen, der i år fylder 60, bliver i anledning af mærkedagen lanceret i nye farver.

Moderne gennembrud

Y-Stolen kom til verden nogenlunde samme tid som moderne dansk møbeldesign fik sit internationale gennembrud og begrebet Danish Design manifesterede sig langt ud over Europas grænser - takket være en håndfuld visionære møbeldesignere med bl.a. Hans J. Wegner i spidsen. Wegner var – dengang som nu – en af de mest fremtrædende eksponenter for dansk møbelkunst. Respekteret og beundret af kolleger, fagfolk og private møbelelskere verden over for sine utallige stole, sit fine håndværk og sine detaljerede tegninger. Eventyret for Wegner og dansk møbeldesign tog sin begyndelse da den unge arkitekt i 1949 præsenterede sin og snedkermester Johannes Hansens ”Den runde stol” på det københavnske snedkerlaugs møbeludstilling. Den epokegørende stol med de koniske og kurvede former, der senere blev omdøbt til ”Stolen”, tiltrak sig alverdens opmærksomhed fordi den, med sin præcise identitet symboliserer overgangstiden fra det gammelkendte til noget nyt og rent. ”Stolen”, der fik sit frapperende navn, fordi den internationalt blev synonym med danske møbler, er et enkelt møbel, bygget over karmstolmotivet med en skulpturel udformning af ryggen, der er formet som et åreblad. Det epokegørende møbel, der ligesom Wegners kollektion iøvrigt, er frigjort fra flygtige modestrømninger, blev yderligere eksponeret da den i 1960 blev anvendt ved en amerikansk TV-krydsild, hvor præsidentkandidaterne John F. Kennedy og Richard Nixon dystede mod hinanden.

Passion for træ

1949 blev Wegner’s store gennembrudsår. Selvom han havde tegnet stole siden sit 15. år, var det først i løbet af 1940’erne, hvor han indledte samarbejdet med snedkermester Johannes Hansen, at karrieren tog fart. De to skabte sammen et stort antal fremragende stolemodeller, hvoraf mange fortsat er i produktion. Wegner har arbejdet i mange forskellige materialer, men det er først og fremmest de massive træstole, kombineret med flettet spanskrør eller læder, der tegner hans produktion. Passionen for træ blev grundlagt helt tilbage i barndomsårene, hvor han brugte materialet til at snitte legetøjsbåde af. Interessen for form og materiale motiverede ham til at gå i lære som snedker – et erhverv som senere skulle komme ham til gode i den kreative skabelsesproces. Efter nogle år som svend, forlod Hans J. Wegner fødebyen Tønder til fordel for København, og det var her – på snedkerlaugets årlige møbeludstillinger – han blev inspireret til at forene sin håndværksmæssige kunnen med interessen for design og formgivning. Det førte ham i 1936 ind på Kunsthåndværkerskolen, hvor han studerede indtil han efter et par år fik tilbud om ansættelse på Arne Jacobsens og Erik Møllers tegnestue i Århus. Her blev han i tre år. Planen var egentlig at færdiggøre studiet i København, men krigen kom på tværs og den unge møbelarkitekt forlængede sit ophold i Århus med yderligere tre år. Han etablerede egen tegnestue og kastede sig for en kort stund over design af kontormøbler. Der blev også tid til et kreativt samarbejde med kollegaen Børge Mogensen. Sammen skabte de en række billige kvalitetsmøbler til FDB.

Folkeligt gennembrud

I 1946 returnerede Wegner til København og herfra tog udviklingen fart. Med sine smukke skulpturelle stole bragte han gedigen kvalitet og enkel, gennemført formgivning ind i mange danske hjem. Først med Kina-stolen, der som mange af hans spisestuestole er karakteriseret ved at kopstykke og armlæng går ud i ét. Siden med den unikke Påfuglestol fra 1947, som er Wegners meget personlige udgave af den kendte Windsorstol, samt med ”Stolen”, der blev Wegners endegyldige svar på de mange udfordringer, som den kinesiske stol havde givet arkitekten. Det helt store folkelige gennembrud fik Wegner først med den legendariske Y-stol.

Moderne gennembrud

Wegners unikke talent taler for sig selv, men det var i det tætte og konstruktive samarbejde med en række af Danmarks bedste snedkerier og møbelproducenter succeserne blev skabt. Baggrunden som snedker betød, at Hans J. Wegner arbejdslivet igennem forblev håndværkets og træets mand. Hans møbler blev udført i gensidig respekt mellem arkitekt og håndværker, og han var trofast over for sine samarbejdspartnere – ikke mindst snedkermester Ejnar Pedersen og PP Møbler, der efter nogle år som underleverandør, lancerede de første Wegner møbler i 1969. Virksomheden tegner sig i dag for størsteparten af Wegner’s snedkerprægede produktion. Modeller som den runde stol/The Chair, Ringstolen, Kinastolen, Cirkelstolen og Flaglinestolen er blot nogle af mange eksempler fra PP Møblers klassiske Wegner-program. Træ var Wegner’s foretrukne materiale, men han arbejdede også seriøst med polstermøbler. I et tæt samarbejde med møbelproducenten Getama, har Wegner skabt en række sofaer, lænestole og sovebrikse, som stadig nyder stor popularitet i både offenetlige og private indretninger. Wegner’s store engagement i alle produktionens faser, kom bl.a. til udtryk i en serie minimalistiske tekstiler som han udviklede til nogle af de enkle siddemøbler. Sideløbende med polstermøblerne fremstiller Getama også udvalgte stole i træ. Selvom Wegner er bedst kendt for sine stole, har han designet mindeværdige skriveborde, borde, senge og lamper. Som en af de væsentligste repræsentanter for dansk modernisme og organisk funktionalisme, har han bl.a. bidraget med en stilren og yderst funktionel lampe, som i sit formsprog matcher arkitektens stilrene møbler. Pendlen er døbt Pendant og produceres af Pandul. Gennem næsten seks årtier har Hans J. Wegner, der først stoppede sit aktive virke i 1993, tegnet godt og vel 1.000 møbler og lamper, hvoraf de fleste har opnået klassiker-status, mens enkelte har fået kult-status.

Billedtekster:

Stolemageren Hans J. Wegner har et trofast publikum, der værdsætter hans betydning for dansk møbelkultur. Den legendariske Y-stol, der er produceret i næsten en million eksemplarer, er et smukt eksempel på at Wegner er nået lant ud over Danmarks grænser.

Hele produktionen hos Carl Hansen & Søn er bygget op omkring Hans J. Wegner’s modeller.

For producenten Carl Hansen & Søn, der gennem 60 år har været synonym med Wegner og som råder over et sandt skatkammer af stolemodeller tegnet af den berømte arkitekt, er Y-stolen selve livsnerven.

Hans J. Wegner er bedst kendt for sine skulpturelle stole i massivt træ, men han arbejdede faktisk også med møbler i træ og stål. Et af eksemplerne er bord Model 316. Slægtskabet med den unikke Y-Stol fra Carl Hansen & Søn, er dog ganske tydelig.

Kreativt samarbejde

Italienske Missoni, der er kendt for sit spraglede tekstildesign, smyger sig nu om den legendariske Corona-stol

Text: Susanne Holte

Det verdenskendte italienske modefirma Missoni, indgår med deres Missoni Home kollektion et nyt samarbejde med danske Erik Jørgensen med henblik på det skandinaviske marked. Missoni Home, der er kendt for spændende møbelstoffer og boligtekstiler i det hele taget, har base i den designkulturelle højborg i Milano. Missoni Home tilbyder en lang række spændende stoffer og andet boligtilbehør til high end forbrugersegmentet. Lækre produkter og høj kvalitet baseret på århundrede gamle håndværkstraditioner er et perfekt match mellem italiensk og dansk design. Samarbejdet sigter mod lancering og markedsføring af nye tekstiler fra Missoni Home på nye og kendte sofaer og stole fra Erik Jørgensen i Skandinavien.

Corona stolen fra Erik Jørgensen klædt i Pixels fra Missoni Home Kollektionen.