Hvem siger at tilværelsen kun er sort eller hvid. For langt de fleste er den overvejende gråmeleret – et afbalanceret miks af både kul og kridt. Askesens og renselsens symbolske grå farve sætter netop nu sit støvede fingeraftryk på såvel catwalken som på design- og interiørscenen. Som fugl Phønix rejser de nye designs sig af asken, først og fremmest blandt avantgarden i New York, hvor den underspillede palet længe har signaliseret kreativitet og intellektualitet. Nu er turen kommet til Europa, hvor vi dette efterår skal finde ind til vores indre Askepot.

Text: Susanne Holte

Forårets islandske askesky lagde ikke blot en dæmper på rejselysten. Vi blev bogstavelig talt grounded – tvunget til at blive hjemme eller tage ufrivilligt ophold derude i det fremmede, i lufthavnsterminaler eller overbookede hoteller, hvor vi fik tid til refleksion og mulighed for at nå til en erkendelse af, at kontrol er en illusion. Ved samme lejlighed blev vi mindet om, hvor lille denne klode er og hvor let det er at blive slået ud af kurs. Begivenheden, der for længst er blevet overtrumfet af nye og større katastrofer og derfor allerede er på vej ind i historiens store glemmebog, var måske ikke blot et varsel fra naturen, men også startskuddet til en ny grå epoke med fokus rettet mode det nedtonede – en ny begyndelse, et ubeskrevet blad, hvorpå fremtiden kan tegnes. Næsten simultant med vulkanens vredesudbrud opstod der blandt designere og trendsættere en spirende interesse for neutrale jord- og stenfarver. Grå blev endnu engang udråbt til den nye sorte – til den ultimative signaturfarve for de unge og kreative, de moderne og intellektuelle. Grå er efterårets uomgængelige farve, og det vel at mærke i alle tænkelige toner fra den bløde douche variant med lilla, petrol eller oliven undertoner over røg, kisel, antracit, jord og mudder til den næsten sorte koks. Nuanceforskellene dyrkes og de mange grå nuancer sættes sammen i et rent, cool og asketisk look, men også i en varm og indbydende udgave. Frygten for at gå i eet med efterårshimmelen kan imødegås ved at mikse det afdæmpede udtryk med en fræk lilla, en vovet rød markering eller en orange eller lime accent. Metalliske farver er også en helt legal måde at tilføje det neutrale et elegant og eksklusivt pift.

Grå mangfoldighed

Grå er – måske lidt unfair – en udskældt farve. Den anses for at være kedelig og trist, og personer, der sværger til netop denne lidt undselige kulør, hævdes at være uengagerede og utilbøjelige til at binde eller involvere sig. Farvepsykologer hævder sågar at den ”grå” personlighed står ved siden af sig selv, har et lavt selvværd og oplever verden lidt på afstand – en barsk påstand, når man nu ved at grå netop bærer farverne i sit inderste væsen: faktisk opstår den grå farve grå når to komplementærfarver smelter sammen, det vil sige når man blander to farver, som tilsammen indeholder alle lysets bølger. Det kan være kombinationen af sort og hvid, men også sammensmeltningen af gul og violet, rød og grøn eller blå og orange. Alligevel stemmer den grå nuance ofte sindet i mol – ikke mindst når oktober melder sin ankomst. Her giver det mening at tale om en grå hverdag. Når vi alligevel med jævne mellemrum tager farven til os, også i indretningssammenhæng, skyldes det formodentlig at grå netop er en villig medspiller og let sættes sammen med andre farver i boligen. Udefra kommende kulører kalder de gemte komplementærfarver frem – og derfor kan den grå faktisk noget, som ikke ret mange andre farver formår: den kan indgå i en hvilken som helst kontekst og alligevel gøre en god figur. Grå er en fantastisk basisfarve og i den rette kontekst kan den stemmes til både dur og mol. Den formår at være diskret og raffineret, men også at fremstå fræk og forførende. Skal man være lidt højstemt kan man sige, at den er et fint symbol på puritanisme og åndelighed – en trend, man vel kun kan hilse velkommen.

Grå på den hårde måde

Åndelighed og beton er ikke umiddelbart synonymer. Noget tyder dog på, at tidsånden og forkærligheden for askesens grå igen passer meget godt sammen med 60’ernes og 70’ernes forkætrede byggemateriale, som er blevet comme il faut. Designere verden over bøjer sig i støvet og favner den grå beton, som nu anses for både at være grøn og politisk korrekt. Producenterne kvitterer for opmærksomheden ved at føje nye bløde værdier til det hårde, men yderst plastiske materiale. Negative associationer, som måske snarere bør tilskrives 60’ernes politiske og designmæssige konformitet, skal ikke længere lægges materialet til last. Kigger man på et af verdens ældste arkitekturværker – Pantheon i Rom, som blev bygget i år 140 og blandt andet er konstrueret af beton, må man jo vedgå, at det gode gamle byggemateriale tidligere er anvendt i skønhedens interesse. Efter årtier i skyggen, er betonen således tilbage i både arkitektur og design – denne gang med en helt anden respekt for det uforløste potentiale som materialet rummer. I en tid hvor interessen for det bæredygtige er i vækst og hvor naturlige råstoffer og recyckling er buzzwords, er betonen – der består af sand, grus, kalk og vand, nemlig ikke til at komme udenom: det er ren natur, det er holdbart og det er genanvendeligt. Den nye interesse for betonen skyldes dog ikke alene, at den nu er blevet anerkendt som værende grøn. Opmærksomheden kan også tilskrives nye teknologier, der i dag giver mulighed for at anvende det formbare materiale på en langt mere kreativ måde i moderne arkitektur, kunst og design.