Tag: møbeldesign

Æstetik i børnehøjde

Baby Højstol fra FLEXAs nye Baby kollektion er netop blevet tildelt den internationale red dot award 2013 for sit innovative formsprog, sin ergonomi og optimale funktion. Stolen udmærkede sig blandt 4662 indsendte designs fra 54 lande.

Med fokus på både funktion og æstetik har FLEXA, sammen med den danske designer Hans Sandgren Jakobsen, skabt en serie stilrene babymøbler. Seriens organisk formede barnestol, der allerede har vakt international opmærksomhed, præmieres nu med den prestigefulde red dot design award.

En af designverdenens mest prestigefulde priser – red dot design award – tilfalder nu den danske børnemøbelproducent FLEXA for deres nye innovative høje barnestol, designet af Hans Sandgren Jakobsen. Stolen, der indgår i den netop lancerede FLEXA Baby kollektion, vandt blandt 4662 indsendte designs fra 54 lande, fordi den demonstrerer visuelt overskud samtidig med at den byder sig til med optimal brugsværdi. Ligesom de øvrige elementer i den nye FLEXA Baby kollektion, der også rummer en babyseng og et puslemodul, lægger barnestolen sig i naturlig forlængelse af en skandinavisk designtradition med ligeværdig fokus på både funktion og æstetik.

Hans Sandgren Jakobsen, der er kendt for sin forkærlighed for træ og for at tage afsæt i et lyst og let designunivers, skaber først og fremmest møbler, der matcher et behov. -Ideen har netop været at skabe et møbel, der optimerer spisesituationen, har fokus på ergonomi og bevægelsesfrihed – og som matcher moderne skandinavisk boligindretning, forklarer Hans Sandgren Jakobsen, der med FLEXA Baby stolen har designet et møbel med et unikt udtryk. Man kan med ganske få greb justere stolens højde, regulere fodstøtte og tilføje bakker og stropper i takt med at barnet bliver ældre og får nye behov.

Hele møbelserien er udviklet i et tæt samarbejde med FLEXAs produktudviklings-team og et hold eksperter indenfor børneadfærd, pædagogik, ergonomi og søvn. – Den grundlæggende idé om, at produkterne skal vokse med barnet gælder for hele kollektionen. Sengen er for eksempel konstrueret således, at bunden let kan hæves og sænkes, hvilket betyder, at den både kan anvendes til spædbarnet og det lidt større barn. Ved at fjerne tre af de lodrette tremmer giver man for eksempel større børn mulighed for selv at komme ind og ud af sengen, forklarer FLEXA’s produktudviklingschef, Kristine Schmidt, der var tovholder igennem forløbet.

FLEXA er med et nyt designkoncept i skandinavisk stil i fuld gang med en gennemgribende fornyelse af deres produktprogram. Indenfor de sidste ni måneder er der udviklet og lanceret 52 nye produkter. -red dot design award er en meget stor anerkendelse, som vi er utrolig stolte af og samtidig meget ydmyge overfor. Når vores Baby Højstol nu premieres bekræfter det os i, at vores nye designstrategi er rigtig, udtaler Carsten Dan Madsen, der tiltrådte som CEO for FLEXA i 2012. FLEXA Baby kollektion lanceres i maj 2013, og hos FLEXA håber man, at forbrugerne vil tage godt imod produkterne og dermed give børn verden over mulighed for, at vokse op med dansk møbeldesign af den allerbedste kvalitet.

Den prisvindende babystol kan højdejusteres og tilpasses barnets behov ved hjælp af bakker, stropper og fodstøtte. Stolen, der indgår i FLEXAs nye Baby kollektion, er designet af den danske designer Hans Sandgren Jakobsen.

Nyfeminister viser bryster

Hustruen, Elskerinden, Ekskæresten og Singlen udstilles frem til den 21. juni på Carlsberg, når 18 unge kvindelige designere og arkitekter forenet under navnet Rundkant, åbner en udstilling, der med udgangspunkt i kvindens krop og rolle, viser eksperimenterende møbeldesign.

Udstillingen er en hyldest til kvindegruppen Kropsholder, som i midten af halvfemserne skabte stor opmærksomhed ved at sætte fokus på kvindelige designere i det skandinaviske designfelt i en tid, der var kendetegnet ved traditionsbunden, maskulin vanetænkning. Designere som Louise Campbell, Cecilie Manz og Liselotte Risell fik deres gennembrud med Kropsholder og ændrede dagsordenen ved at kræve plads til det feminine, poetiske og eksperimenterende møbeldesign i Norden. Rundkant siger nu tak til Kropsholder, fordi de har banet vejen for næste generation af designere, været forløbere og forbilleder. Vigtigst af alt har de har inspireret en hel generation af unge designere. I Ny Tap fra den 31. maj 2012 vil Rundkant bære faklen videre og vise deres bud på nyt, feminint møbeldesign. I alt 18 kvindelige designere fra forskellige designfagligheder (grafikere, illustratorer, tekstildesignere, modedesignere, arkitekter, interaktionsdesignere og industrielle designere) giver bud på nye kropsholdere. I stedet for at diskutere speltkusser og bitterfisser, har de udstillende designere fabuleret over deres forhold til en konkret kvindefigur, og diskuterer ud fra denne nogle af de associationer, vi alle har til de traditionelle kvinderoller. I udstillingen kan man bl.a. møde Hustruen, Elskerinden, Ekskæresten og Singlen oversat til et siddemøbel – en kropsholder. Blandt de udstillede værker kan opleves ”Moderen” designet af tekstildesigner Charlotte Bodil Hermansen, der med udgangspunkt i afstøbninger af 12 kvinders bryster, har designet en møbelinstallation skabt til at pirre sanserne og vække nysgerrigheden – hvem har ikke lyst til putte sig ind til bløde og dejlige bryster fremstillet i skind og pels?

Kvinde, kend din Kropsholder giver en unik mulighed for at opleve næste generation af kvindelige designere i starten af deres karriere.

En ægte original

Danmark har fostret mange talentfulde arkitekter og designere. En af de mest originale var Finn Juhl, der udviklede sit helt unikke formsprog, inspireret af bl.a. moderne kunst. Hans organiske og fint bearbejdede møbler er netop nu genstand for fornyet interesse i forbindelse med 100-året for hans fødsel.

Text: Susanne Holte

Fotos: Trapholt + Onecollection

Det var de svungne, organiske møbler der blev Finn Juhls særkende. Han gik tidligt i sin karriere som møbeldesigner imod strømmen, og tog som én af de første afstand fra Kaare Klints etablerede møbelskole, der dikterede rette linier og stramme geometriske udtryk. Finn Juhl var helt sin egen og hans udtryk er stadig let genkendeligt. Men selvom han var en ener og en original i ordets bedste forstand, kom han alligevel til at præge en hel generation af unge møbelarkitekter med sin forkærlighed for det skulpturelle. Finn Juhl havde en tæt tilknytning til den danske kunstscene. Blandt andet var han dybt involveret i den berømte ”teltudstilling” i foråret 1941 på Bellevue, hvor unge kunstnere ville indfange de hundredtusinder af københavnerne på skovtur i Dyrhaven og vise dem kunst. Imidlertid kom kun 30 betalende gæster i teltet! Finn Juhl var manden der skaffede udstillingsteltet og konstruerede en bro, der førte over en kløft til teltet. Her udstillede de unge fremadstormende kunstnere i kredsen omkring kunsttidsskriftet Helhesten (1940-44): Else Alfelt, Ejler Bille, Egill Jacobsen, Asger Jorn, Egon Mathiesen, Sigurjon Olafsson, Carl-Henning Pedersen, Erik Thommesen og veteranen Vilhelm Lundstrøm. Disse samt Richard Mortensen, Robert Jacobsen, Axel Salto, Anna Thommesen og Sonja Ferlov Mancoba var alle kunstnere, som Finn Juhl indrettede sig med i sit private hjem, og flere udstillede han sammen med gennem hele livet. Hans idéer om at forene det kunstneriske udtryk med det funktionelle blev videregivet, da han som leder af Skolen for Boligindretning underviste mange af de nye møbeldesignere, men han kom først og sidst til at danne skole via sine møbler og sin helt specielle tilgang til design og indretning. Finn Juhl fungerede i mange år som en særdeles eftertragtet indretningsarkitekt og han kom til at sætte sit markante fingeraftryk på bl.a. Bing & Grøndahls butik på Amagertorv, på FNs hovedkvarter i New York og på en række Georg Jensen butikker rundt om i verden. Han designede interiøret til SAS’s DC fly, indrettede biografer, udstillingsstande, ambassader og hoteller.

Tilfældighedernes spil

Finn Juhl, der blev født i 1912, havde oprindelig ingen ambitioner om at komme til at tegne møbler. Han ville gerne have læst historie, men hans far, der var tekstilgrosserer, mente ikke at det var vejen at gå for den unge Finn, der i stedet kom til at studere arkitektur på Det Kongelige Danske Akademi for Fine Kunster. Efter fire år fik han ansættelse på Vilhelm Lauritzens tegnestue, hvor han arbejdede i 11 år frem til 1945. Så var tiden moden til at etablere egen tegnestue sideløbende med at han begyndte at undervise på Skolen for Boligindretning. På det tidspunkt havde han godt fat i møbeldesignet. Faktisk skabte han de første møbler til sit eget hjem i midten af 30’erne, og fik siden sin egentlige debut som møbelarkitekt i 1937, hvor han deltog i snedkernes årlige udstilling med en stol udført af møbelsnedker Niels Vodder. Samarbejdet med Vodder kom til at vare frem til 1959, og de to skabte i fællesskab den spændstige 45-stol, der blev et nybrud indenfor dansk møbeldesign. Senere fulgte møbler som Høvdinge-stolen, Ægypter-stolen, Japan-stolen og mange andre beslægtede møbler, som hver især udmærkede sig ved et organisk svunget stel og et flydende sæde- og rygstykke, der nærmest så ud til at svæve frit over stellet.

Finn Juhls fine lille to-personers sofa fra 1941 fik kælenavnet Poeten og Lillemor efter tegneserien af samme navn. Tegneserien blev filmatiseret i 1959 og her indgik Finn Juhls møbler i scenografien. www.onecollection.com

Møbel ikoner

Langt de fleste af de møbler, som i dag har ikon-status, og som kan ses på museer over hele verden, blev udført i teak, der på grund af sine fortrinlige egenskaber, var Finn Juhls foretrukne træsort. Også her satte han nye standarder, fordi det lykkedes ham at finde metoder til at bearbejde den hårde træsort industrielt – en teknologisk landvinding, der banede vejen for en enorm dansk møbeleksport – ikke af Finn Juhl møbler, men af mere eller mindre begavet udførte plagiater. Finn Juhl, hvis møbler var og er for feinschmeckere, kom til gengæld til at stå fadder for begrebet Danish Modern, og i dag er der fornyet og velfortjent fokus på hans helt særlige talent. Den originale formgiver nåede også at tegne en lille håndfuld huse, bl.a. sit eget japonistisk inspirerede hus på Kratvænget i Ordrup. Det byggede han i 1941 og her blev han boende i til sin død i 1989.Finn Juhl oplevede stor anerkendelse mens han levede. Det blev til flere priser og udstillinger, ærestitler og ikke mindst en Dannebrog orden. Finn Juhl kollektionen produceres i dag af Onecollection, der har base i Ringkøbing.

Høvdingestolen, FJ49, blev inspireret af Finn Juhls interesse for såkaldt primitiv kunst. Den er i dag et ikon indenfor dansk møbelkunst og indgår i Onecollections store kollektion af Finn Juhl møbler. www.onecollection.com

Finn Juhl nåede at sætte sit markante fingeraftryk på dansk møbeldesign gennem flere årtier. Her et bredt udsnit af hans designs. Finn Juhl (1912-1989) er mest kendt for sine markante bidrag til dansk møbeldesign. Et skulpturelt formsprog samt nye principper for selve møbelkonstruktionen er Finn Juhls kendetegn. Udstillingen på Trapholt sammenstiller hans værker parvis med samtidens største danske designere og perspektiverer Finn Juhl i forhold til samtidens kunst.

Oplev Finn Juhl på Trapholt

Arkitekten Finn Juhl (1912-1989) er mest kendt for sine markante bidrag til dansk møbeldesign. Et skulpturelt formsprog samt nye principper for selve møbelkonstruktionen er Finn Juhls kendetegn. Udstillingen på Trapholt, der åbner den 30. januar 2012 og som kan ses året ud, sammenstiller hans værker parvis med samtidens største danske designere og perspektiverer Finn Juhl i forhold til samtidens kunst. For historien om Finn Juhl er og også historien om dansk designs og kunsts guldalder midt i det 20. århundrede med designtalenter som Kaare Klint, Hans Wegner, Børge Mogensen, Arne Jacobsen, Poul Kjærholm – for ikke at tale om de mange kunstnere, der var i omgangskredsen.

Mindre skala

Finn Juhl arbejdede også i mindre skala og han tegnede gennem sin karriere også en del brugskunst i form af skåle, skamler, papirkurve og bakker. TurningTray er med dens stilrene linjer og smukke former et fint eksempel på det. Vendebakken skiller sig ud med sin gennemtænkte funktionalitet, æstetiske ynde, diskrete elegance og rene linjer. Bakkerne er håndlavede i Danmark i teaktræ og laminat. Der er reelt tale om to bakker i en, da de er ens på begge sider, men med to forskellige farver, som hver især skaber en unik glød i træet. Bakkerne fås i tre størrelser og flere farvekombinationer, hvilket skaber en høj grad af mulighed for individuel kombination. Bakkerne fremstilles i dag af designvirksomheden Architectmade. www.architectmade.com

TurningTray er med dens stilrene linjer og smukke former så aktuel som aldrig før. Vendebakken skiller sig ud med sin gennemtænkte funktionalitet, som rummer et væld af muligheder for tidens individuelle forbruger, der sætter en ære i at være designmæssigt i front. I sig selv er den et gennemdesignet mesterværk, som medvirker til at gøre ethvert måltid til en ekstra oplevelse.

Kopenhagen Fur on the catwalk

Kopenhagen Fur præsenterer verdens mest innovative pelsmodeshow under Copenhagen Fashion Week. Showet finder sted onsdag den 1. februar 2012 kl 14.00. På catwalken vises der spektakulær pelsmode designet af internationale talenter fra Europa, Kina og Ukraine. Showet viser både herre- og dametøj og accessories i form af blandt andet innovative hovedbeklædninger i pels.

Kopenhagen Fur er i stigende grad involveret i udviklingen af møbeldesign. Designerne vil derfor også blive inviteret til en mindre udstilling, hvor der vises design fra det schweiziske designuniversitet ECAL. www.kopenhagenfur.com

Firstclass design

Boligmagasinet BO BEDRE hylder igen de bedste designere og deres arbejde med uddelingen af BO BEDRE Awards 2010. Her premieres det flotteste, mest funktionelle og originale på den danske og internationale designscene.

Text: Susanne Holte

Den danske designer Kasper Salto blev i år valgt som årets designer i forbindelse med den årlige prisuddeling af BO BEDRE Awards 2010. Salto løb med anerkendelsen for sine mange bidrag til dansk møbel- og belysningsdesigns. Han blev først og fremmest hædret for sin evne til at omsætte sin kærlighed for det enkle og indlysende til funktionelle og æstetiske møbler og lamper. Kasper Salto har med sin baggrund i møbelhåndværket en helt særlig og grundig tilgang til design, hvilket kommer til udtryk i stort set alt, hvad han rører ved. Han skræller alt overflødigt af og ender med et minimalistisk, men humant udtryk, som på en gang er meget skandinavisk og meget internationalt. Kasper Salto er udlært møbelsnedker i 1988 og tog i 1994 desuden afgang fra Danmarks Designskole. Han har modtaget flere priser og hædersbevisninger og har designet møbler for blandt andre LightYears, Fredericia Furniture og Fritz Hansen. BO BEDRE Awarden gives også til Årets Bedste Møbel, og det blev i år designeren Søren Rose Kjærs skuffemøbel for Mater. Møblet indgår i en store kollektion, som hank alder Gymnasium – inspireret af barndommes gymnastiksale. De første limited edition-møbler var rent faktisk lavet af gamle gymnastikgulve, mens de nyeste er bygget i genbrugs- og certificeret træ. Et gennemført koncept, der er både innovativt, bæredygtigt, æstetiskt og ikke mindst sjovt.

Årets Design

Årets design blev en delt førsteplads mellem Bacsac-planteposen og kunststolen Paper Chair. De mobile planteposer Bacsac er grønne i mere end én forstand. Ud over at de er fremstillet i miljøvenligt plast, er materialet uv-behandlet, beskytter planterødderne og afleder overskydende vand. De fylder ingenting pakket sammen – og så giver de mulighed for at tænke naturen ind i små byrum som altaner, terrasser og tage på en helt ny måde. Designet af Godefroy de Virieu, forhandles af Nomess Copenhagen. Papirstolen Paper Chair er designet af Mathias Bengtsson og er et eksperiment over, hvor langt man kan gå med et materiale. Ark efter ark af sort og hvidt genbrugspapir, skåret med en CNC-styret kniv i 2000 forskellige profiler, er limet sammen til en stærk og skulpturel form. Den grafiske stol repræsenterer en spændende kombination af det teknologisk innovative og det håndlavede unikaprodukt. Paper Chair er skabt til Danish Crafts Mindcraft10-kollektion.

Årets Lampe

Belysningens vigtighed i den moderne bolig tilgodeses også med awarden, hvor der også er en pris til Årets Lampe. Den gik i år til lampen Lighthouse, designet af Ronan og Erwan Bouroullec for Established & Sons. Kombinationen af den tunge marmorbase og det lette glas giver Lighthouse et unikt udtryk. De franske designerbrødre har studeret den traditionelle glaspusterkunst og formidler den på innovativ vis videre i et meget moderne lampedesign i marmor og glas, der her klæder hinanden fantastisk flot.

-Årets vindere af BO BEDRE Awards viser, at design i disse år går nye veje. Bæredygtighed er blevet et væsentligt parameter i udviklingen af nye produkter, dertil kommer også, at kunst og design går mere og mere hånd i hånd. Vinderne har også kvalitet som den fornemmeste fællesnævner – og det er rart at se, at de gode ideer ikke er ramt af krisetider, udtaler BO BEDREs chefredaktør Erik Rimmer. Dommerjuryen bestod i år af; Anne-Louise Sommer, rektor v. Danmarks Designskole • Elsebeth Gerner Nielsen, rektor v. Designskolen i Kolding • Christian Scherfig, direktør for Dansk Design Center • Britta Tøndborg, direktør for Trapholt • Birgitte Jahn, direktør for Danish Crafts • Bodil Busk Laursen, direktør for Kunstindustrimuseet • Mads Arlien-Søborg, trendforsker, Susanne Holte, trendspotter og boligjournalist • Grete Sivertsen, chefredaktør BO BEDRE Norge • Charlotte Ravnholt, medredaktør BO BEDRE • Erik Rimmer, chefredaktør BO BEDRE.

Årets design 2010-pris gik til to forskellige produkter: Planteposern Bacsac, designet af Godefroy de Virieu for Nomess Copenhagen, og kunstnerstolen Paper Chair, skabt af Mathias Bengtsson til Danish Crafts Mindcraft 10-kollektion.

Den danske designer Kasper Salto blev hædret som Årets Designer 2010.

Årets Lampe 2010 blev Ronan og Erwan Bouroullec’s Lighthouse for Established & Sons.

Årets Møbel 2010 blev designeren Søren Rose Kjærs Gymnasium opbevaringsmøbel, produceret af Mater.

Førsteklasses affald

Brasiliens bjerge af affald bliver i hænderne på designerbrødrene Fernando og Humberto Campana forvandlet til møbler og designobjekter, som skaber begejstring verden over. Fra 14. oktober 2010 til 16. januar 2011 kan man opleve den retrospektive udstilling Antibodies på Triennale di Milano, hvor der sættes spot på de innovative brødres seneste 20 års arbejde.

Text: Susanne Holte

Triennale di Milano byder i efteråret og vinteren på en spændende retrospektiv udstilling med unikamøbler, belysning, installationer og design, skabt af de to brasilianske designere Fernando og Humberto Campana. Udstillingen hedder ”Antibodies” og er en skarp kommentar til vores køb og smid væk kultur. Det er også en udstilling, der viser hvordan man gør det tarvelige værdifuldt, og hvordan man forvandler dagligdags materialer og giver dem nyt liv. ”Antibodies” er måske allermest en udstilling om den brasilianske folkesjæl: om farver, kreativt kaos og en hyldest til de enkle løsninger. Brasilien er måske ikke det første land man associerer til når man tænker på moderne møbeldesign, men brødrene Fernando (1961) og Humberto (1953) Campana har vendt op og ned på den antagelse at Brasilien kun er karneval, fest, farver og samba. De to avantgardistiske designere med base i Sao Paulo har nemlig for længst sat det gigantiske sydamerikanske land på verdenskortet med deres ekstravagante og innovative design. Med inspiration fra Brasiliens gadeliv og håndværkstraditioner kombinerer Campana brødrene ting, de finder – træstykker, plastslanger, tøjdyr og tøjstumper – med avanceret teknologi. Sammen transformerer Fernando og Humberto de beskedne materialer til designobjekter, som hylder det kasserede og trivielle samt den ånd, der gennemsyrer det moderne Brasilien – med deres egne ord ”livets krydderi”. Fernando og Humberto Campanas udtryk befinder sig i krydsfeltet mellem design og kunst, og de spiller elegant på de kontraster, som hjemlandet har præsenteret dem for: den sprudlende karnevalskultur, gadelivet, slummen og fattigdommen. Campanas ukonventionelle design har på det seneste skabt stor opmærksomhed på den internationale designscene fordi de sætter fokus på globalisering, velfærd og kulturel identitet. Deres arbejder er først og fremmest unikaer, men en del produkter er sat i produktion hos forskellige avantgarde fabrikanter som Edra, Alessi og Vitra. Udstillingen på Vitra Design Museum viser en række af de mest markante designs gennem to årtier, men sætter også fokus på arbejdsprocessen bag: på udviklingen af prototyper, på eksperimenterne og på alle mellemregningerne.

”Først kommer materialet, siden formen og til sidst udvikler vi produktets funktion ved at studere dets ergonomi, begrænsninger og iboende muligheder”.

Humberto og Fernando Campana.

”Vores arbejde handler om forurening: ligesom verden forurener os, vil vi forurene verden”

Humberto Campana

-Vore designs bliver født på gaderne, ud af byens kitsch, og i kontakt med naturen, forklarer Humberto Campana, der sammen med broderen Fernando bruger naturen til at revitalisere sine idéer. Favela Chair fra 1991, der produceres af Edra, er et skoleeksempel fra brødrenes univers.

Med Sushi Chair har Campanas transformeret strimler af kulørt plastik og tæppeunderlag til dekorative ruller, som anvendes til at beklæde en basis ramme. En transformationsproces, som har tilført ny energi til moderne design og som repræsenterer et dristigt og levende alternativ til de rationelle idealer, som længe har domineret europæisk formgivning.

Materialetraditionen i Brasilien tager udgangspunkt i håndværk og økonomisk formåen. Ved at eksperimentere med høj- og lavteknologiske materialer og anvende håndværksmæssige teknikker, bliver Campanas i stand til at forene energierne i den nedarvede tradition, mens de definerer en helt ny æstetik, baseret på eksperimenter og avanceret teknologi. Se blot på stolen Vermelha Chair fra 1993. Den er skabt af reb og stål. Producent Edra.

Oprindelig var der ingen af brødrene Campana der havde intentioner om at blive designere. Humberto, der er født i 1953, læste oprindeligt jura, men begyndte at designe møbler i midten af 80’erne. Fernando, der er født i 1961, er uddannet arkitekt.

Affald, containerfund eller som her en bunke gamle dukker, der forvandles til en stol.

California Rolls Chair fra 2002 kaldes også Harumaki Chair.

Begrebet stol får helt ny mening med Campana brødrenes Banquete stol fra 2004. Den er skabt af en bunke kulørte tøjdyr, som tilsammen udgør et blødt leje.

Det ligner krokodiller i kamp, men det er Campana brødrenes bud på et flydemøbel.