Tag: Cappellini

Strengeleg og stregkoder

Der er dømt smalkost og tilbageholdenhed over hele linien. Flere designere vælger også at skære ind til benet og minimere materialeforbruget. Paradoksalt nok fremstår de nye nøgne og skeletterede møbler som stærke grafiske statements. Hvad der måtte mangle i komfort opvejes af et markant visuelt udtryk.

Text: Susanne Holte

Mens nogle møbler lægger sig ud og bliver tykkere, hyggeligere og mere indbydende i en kold tid, går andre i den stik modsatte grøft og smider al overflødig fedt. Tilbage står den rene form, det stringente udtryk, det grafisk enkle, minimalismen i sin mest minimale form. Metal og kunststoffer, geometriske figurer, kanter og netværk. Møbler i kontrast til den velkendte og trygge hygge, men også parafraser over netop de bløde former. Der er referencer til tegneseriernes forenklede verden, til den hurtige skitse, til distraktionens krusseduller på telefonblokken. Stilen giver plads til eksperimenter og leg med ikoniske designs og der er indenfor den stramme ramme mulighed for både humoristiske og dybt alvorlige fortolkninger. Selvom der er noget næsten uforsonligt over de strenge former og de rå materialer, dukker de visuelt pågående møbler op med jævne mellemrum. Måske fordi de giver lidt bid til det bløde, skaber kontrast til det voluminøse og bidrager med visuel ro. En anden god forklaring kan være at der i hver generation af designere og formgivere er nogen, der nødvendigvis må helt ind til kernen, og ligesom lyrikeren skrælle de unødvendige lag bort for til sidst at stå tilbage med et indlysende enkelt værk med plads til fortolkninger.

Cage Mic lampen er, med sin lysende krop omgivet af et gitter, tydeligt inspireret af den traditionelle lanterne. Fås i tre farver som henholdsvis pendel, gulv- og bordlampe. Udviklet af Diesels desingteam i samarbejde med Foscarini. www.forscarini.com og www.diesel.com

Andreas Farkas er idemanden bag Dexter – en lille multifunktionel skammel med et enkelt grafisk design. Skamlerne kan stables og eventuelt anvendes som reoler. www.lammhults.se

Stringens og naturalisme i eet værk.  Designeren Bertjan Pot har med lysekronen Heracleum Plant mikset det grafiske med det organiske. Lampen, der er forsynet med LED ”blade” har referencer til misteltenen på en frostklar nat. Producenten er hollandske Moooi, der har blik for både det særegne og det poetiske. www.moooi.com



Tænk stregkoder, tænk Carlo Colombo, der med stolen Intrecci har blødgjort de strenge streger. Stolen, der er den del af en hel kollektion for italienske Emu, er vævet af metal og tåler både udendørs og indendørs ophold. www.emu.it

Stor nyhed i miniature til alle samlere og designaficionados. Montana tilføjer endnu et design til den ikoniske Tivoli-serie med  en eksklusivt forarbejdet miniaturemodel. Det er en af det 20. århundredes mest toneangivende designere, danske Verner Panton, der har skabt stolen, der i 1955 blev hans første stoledesign. Oprindeligt blev stolen designet til en restaurant i Tivoli til udendørs- og indendørsbrug. www.montana.dk

Japanske Nendo er uden sidestykke forenklingens mester. Hans design står som grafiske statements. Se blot hans Scatte Shelf, der er komponeret af 5 mm tynde blanksorte akrylplader samlet i et gitter. Det utraditionelle møbel er et kalejdoskopisk sanseeksperiment af refleksioner og transparens. www.nendo.jp


Benfri

Ligesom ben kan få et møbel op at svæve og virke fnuglet, kan fraværet af selv samme forsyne et bord eller en stol med en grundfæstet skulpturel effekt. Formen vokser frem af fladen og der føjes en overraskende dynamik og spænding til designet, som på mange måder kommer til at virke helstøbt og organisk.

Text: Susanne Holte

Normalt sidder der et i hvert hjørne, i andre tilfælde må man nøjes med et enkelt centreret ben til at bære stolens sædeskal eller bordets plade, men man kan også – som mange designere har valgt at gøre netop nu – vælge helt at undlade benene, og i stedet lade møblet ”vokse” op af underlaget. Resultatet bliver ikke nødvendigvis et tungere look, men ofte et mere skulpturelt helhedsindtryk. Kunstgrebet stiller dog store krav til designerens materialeforståelse og sans for proportioner. Processen kan på mange måder sidestilles med skulptørens og billedhuggerens arbejde – hvor det gælder om at skære ind til benet og nå frem til en selvbærende konstruktion i formmæssig balance.

Træværk & Blålys

Bæredygtighed og respekt for naturen er tidens mantraer. I det perspektiv kommer man ikke uden om evighedens blå og skovens ædle guld.

Text: Susanne Holte

Farver kommer og går – blå består. Farveladens evige klassiker er altid repræsenteret, også i boligindretningen, hvor den netop nu folder sig ud på smukkeste vis. Blå er den røde farves modsætning. Den er synonym med månen, vandet og melankolien, og giver associationer til himmel og hav, kulde og is, nat og mørke. Farven, der naturligt føjer sig til det ophøjede, det adelige og royale, virker kølende og beroligende. Den fremmer koncentrationen, men også søvnen. Blå er drømmenes, længslernes, intuitionens og det immaterielles farve. Himmelens og havets kølige nuancer appellerer til det åndelige - viser vejen til evigheden. Med sine religiøse undertoner og sine signaler om renhed, er den blå farve ofte forbundet med det konventionelle og sikre. Farvens friskhed og evne til at gå i dialog med andre farver, giver den dog et potentiale, som med jævne mellemrum udfordrer kunstnere og formgivere til at trodse det konforme. Enhver bluessanger med respekt for sig selv, ved at melankolien og klagen kan virke stærkt medrivende, hvis de blå toner forsynes med et følelsesmæssigt twist – et kunstgreb som mange designere lige nu også gør brug af.

Back to nature

Evighedens blå får netop nu selskab af træ i alle afskygninger. Sorten er underordnet, når blot den er dyrket på bæredygtig vis. Naturen er nemlig blevet det moderne menneskes katedral. I erkendelse af at den står på et skrøbeligt grundlag prøver vi hver især at bidrage til genoprettelse af fundamentet – det gælder også designerne, der med een stemme forsøger at vise vejen til en verden i bedre balance. Midlet er møbler og brugskunst skabt af materialer og med produktionsmetoder, der ikke belaster miljøet. Oliekrise, global opvarmning, økonomisk og arktisk nedsmeltning – der er motiver nok til at søge grønne alternativer, og de unge designere har set lyset. Mantraer som bæredygtighed, recycling og ansvarlighed er længst blevet en del af den politisk korrekte omgangstone. Møbler og brugskunst med grønt look sænker måske ikke temperaturen i verdenshavene, men det dulmer den dårlige samvittighed og stimulerer lysten til at udvise samfundssind og sætte klodens ve og vel over bevidstløs forbrug og individuelle behov. De nye tendenser giver træet en renæssance, hvilket også betyder fornyet liv til den skandinaviske designtradition, der netop hylder det naturlige, det funktionelle det enkle – og det blå.

Det ene ligner et herbarium med pressede sommerfugle, det andet minder om skoletidens biologibøger, hvor kolorerede tegninger af planter med stængler og rod gav indsigt i naturens mangfoldighed – MEN det er skabe, skabt af et af de simpleste materialer, nemlig masonit. Den svenske designerduo Folkform har føjet nye æstetiske værdier til dette uformelle materiale ved at presse forskellige organiske materialer ind i overfladen.www.folkform.se

Mode og møbeldesign blandes lystigt. Her er det modedesigneren Ken Scott, der har skabt tekstilerne til en ny møbelkollektion fra Arflex. www.arflex.it

Diz stolen fra tyske ClassiCon er et godt bevis på at designeren Sergio Rodrigues har en billedhuggers øje for det skulpturelle. Stolen fås i flere forskellige træsorter.  www.classicon.com

Svenske Stefan Borselius har med Dunder skabt en serie sofaer og lænestole for Blå Station ud fra den idé at det eneste vi reelt har brug for er puder! En eller to til at sidde på og en a til at læne rygge op af. Og så måske lige en til at hvile armene på.  www.blastation.se

Den finske designertrio Claesson Koivisto Rune, er nogle af de største talenter på den internationale designscene netop nu. De har skabt det arkitektonisk skulpturelle opbevaringsmøbel Hillside for italienske Arflex.www.arflex.it

Træbadekarret dukker op med jævne mellemrum. Netop nu ses flere sofistikerede varianter, blandt andre Ofuro karret, designet af Matteo Thun & Antonio Rodriguez for italienske Rapsel. www.rapsel.it

Tapio Anttilas smukke prisvindende Kuvio træskåle fra Showroom Finland er på alle måder naturlige. De bladformede skåle, der netop har været udstillet på en stor eksklusivudstilling i Tokyo, er også repræsenteret på MoMa i New York. www.showroomfinland.fi

Den prisbelønnede amerikansk-fødte designer Todd Bracher, der er uddannet fra Danmarks Designskole i 2000, står bag Alodia-stolen fra italienske Cappellini. Udført i metalrør med laserskåret sæde. Fås i en høj og en lav udgave. www.cappellini.it

Super smuk lille æske til opbevaring af småting eller blot til pynt. Serien, der er designet af Anu Penttinen, hedder Vitrini og kommer fra finske Iittala. www.iittala.fi

Israelske designere har de seneste år gjort sig positivt bemærket på den internationale designscene. En af de nye er Yoav Avinoam, der har udtænkt denne naturalistiske bænk, der indgår i en serie kaldet Shavings, hvor møblerne har det fællestræk at de er fremstillet af komprimeret savsmuld. www.yoavavinoam.com

Lemon twist…..

Text· Susanne Holte

Vi ridder på en grøn bølge. Græsgrøn, flaskegrøn, neongrøn, lysegrøn og lime.

Grøn i alle afskygninger er en af årets vigtigste accentfarve i boligindretningen – måske fordi vi for alvor har brug for et lille pusterum, eller en rejse på fantasiens vinger. Grøn siges nemlig at være hvilens og drømmens farve. Farven, der også symboliserer livet, opleves ofte i drømme, og eksperter udi drømmetydning hævder at den er et billede på fortrængte naturkræfter. Grøn er netop naturens farve, og det er måske forklaringen på hvorfor det menneskelige øje er i stand til at skelne mellem hundredvis af grønne nuancer – en evne som ikke er så udpræget når det gælder andre farver.

Den vellykkede fusion mellem harmoniens kølige blå og den letsindige og glade gule, udløser forskellige stemninger, afhængig af mængden af gult og blåt.  Mens en kølig blågrøn associerer til kulde, hav og is, signalerer en gulgrøn nuance frodighed og varme. Ved at anvende alle palettens grønne nuancer bliver det således muligt at lege med stemninger og følelser på tekstiler, møbler og lys.

Corallo stolen, designet af de brasilianske designer-brødre Campana, produceres af italienske Edra. Den er skabt af rustfrit ståltråd, håndvævet i en irregulær form som minder om de koralrev man finder ved Brasiliens kyst. www.edra.com

Designeren Dror har udnyttet filtens potentiale til det yderste i stolen Peacock fra Cappellini. www.cappellini.it

Binta stolen fra Moroso er designet af Philippe Bestenheider, der har ladet sig inspirere af Afrika. Helt aktuelt af de skulpturelle former fra afrikanske træskærerarbejder og de afrikanske kvinders spraglede og farverige klædedragter. www.moroso.it

Engelsk design kommer rullende netop nu. Et af de nyere firmaer er Established & Sons, der i deres kollektion har en serie ret utraditionelle lamper, blandt andet Tank Lamp designet af Alexander Taylor. Lampen, der tager afsæt i de traditionelle foldede papirskærme, er i pudderlakeret aluminium. www.establishedandsons.com

Den indbydende og favnende Miles lænestol med tilhørende puf, designet af finske Eero Koivisto for svenske David Design har i høj grad klassikerpotentiale – også selvom man vælger en kulørt variant. www.daviddesign.se

Farven RØD

Text: Susanne Holte

Rød er livskraftens farve. Den står for alle former for lidenskab, potens, appetit og begær. Det er spontanitetens og viljestyrkens kulør, men også farven der automatisk giver associationer til ild og blod. Rød er den farve, som virker mest varmende på vores nervesystem. Helt bogstaveligt øges blodgennemstrømningen når vi ser rødt. Hjertet pumper hurtigere og vi udskiller adrenalin.

Farven appellerer både til de maskuline og de feminine kræfter – den er symbol for fysisk kraft, styrke, aggression, revolution og krig, men den udstråler også kærlighed, hengivenhed, erotik og varme. Rød er krigsmalingens farve, og forbudets og erotikkens. I boligen kan passionens røde skabe stemninger af varme, tæthed og livslyst.

Den røde farve kan noget, som ikke mange andre farver formår.: Den fanger vores opmærksomhed og holder den fast. Her har designeren Andrea Lund brugt den til stolen RA, som blev udstillet på årets SE udstilling: Dialog – En Stol til Forhandling på Glyptotektet. Producent er JM Rør A/S. www.se-design.dk

Bugatti Racing stolen fra italienske Cappellini, der helt sikkert må tænde ilden i enhver motorentusiast, er designet af  Francois Azambourg og fremstillet i et begrænset oplag på 99 nummererede stykker. www.cappellini.it

Designvirksomheden Established and Sons har specialiseret sig i interiør og design med kant. Et godt eksempel er møbelserien Bricks & Motar, udviklet af designerne Richard Woods og Sebastian Wrong, der har leget med prints. Ironien den viste stol er legen med det ”hårde” murstensprint og stolens bløde udtryk. www.establishedandsons.com

Mellem Os har Komplot Design kaldt deres bidrag til dette års SE-udstilling, hvor temaet er: Dialog- En Stol til Forhandling. Samtalemøblet er fremstillet af Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S. www.se-design.dk

Barcelona Design, BD har netop introduceret et helt nyt design af Jaime Hayon – en skøn stol kaldet Lounger, der spiller på kontrasterne mellem det klassiske og det moderne. www.bdbarcelona.com