Category: Tidens trends og tendenser

ECCO Walk in Style Award

-Jeg tror at ECCO Walk In Style Award og de projekter, som disse bemærkelsesværdige kvinder har udvalgt kan være med til at øge opmærksomheden på kvinders forhold rundt i verden, udtaler ECCOs administrerende direktør Dieter Kasprzak, der her ses sammen med dette års vinder, den hollandske journalist Hadassah de Boer og kronprinsesse Mary, der igen i år overrakte prisen.

Text: Susanne Holte

Kronprinsesse Mary kastede royalt stjernestøv på ECCOs årlige Walk In Style Award, hvor skokoncernen under bevågenhed af mere end 300 danske og internationale mediefolk og kendisser, viste sko, støvler og social ansvarlighed pakket ind i show og glamour. Den 250.000 kroner store pris gik denne gang til den hollandske journalist Hadassah de Boer.

På slanke ben, iklædt en snehvid silkedragt og høje stiletter indtog kronprinsesse Mary i forrige uge Københavns smukke rådhushal for at kaste glans over ECCO Walk In Style Award. Det var femte gang ECCO åbnede den danske modeuge med en gigantisk fest og en hyldest til kvinder, der formår at inspirere andre kvinder med deres mod og kærlighed til livet. Med hyldesten følger 250.000 kroner, som vinderen får lov til at give videre til et humanitært formål efter eget valg. Den fine pris, der blev overrakt i forbindelse med et stort anlagt show, hvor mere end 300 internationale mediefolk og kendisser deltog, gik i år til den hollandske journalist Hadassah de Boer, der havde øremærket pengene til Stichting Vluchteling, en hollandsk fond der tilbyder humanitær hjælp og social bistand til flygtninge i Afrika, Latinamerika og Østeuropa.

Hadassah de Boer blev dette års vinder af ECCO Walk In Style Award. Hun får dermed mulighed for at donere 250.000 kroner til er velgørende formål, der målretter sig kvinder og børn.

Hadassah de Boer har de seneste år arbejdet som ambassadør for Stichting Vluchteling i tæt samarbejde med et globalt netværk ved navn International Rescue Committee. Ud over at give nødhjælp til ofre for krig og vold, hjælper Stichting Vluchteling flygtninge med at vende hjem og skabe sig en bæredygtig og uafhængig fremtid gennem støtte til uddannelse, sundhedsvæsen og økonomisk støtte, som f.eks. mikrolån. Projektet fokuserer hovedsageligt på kvinder og små børn, da disse grupper ikke bare er de mest sårbare, men samtidig udgør det største antal flygtninge på verdensplan.

Hjertet på rette sted

Det var en enig komité, bestående af seks chefredaktører fra Elle – en fra hver af de nominerede kandidaternes hjemlande, ECCOs chefdesigner Ejnar Truelsen, samt ECCOs Facebook-fans, der pegede på Hadassah de Boer på grund af hendes brændende ønske om at gøre en forskel og ikke mindst hendes mod til at færdes på farlige steder over hele verden for at støtte kvinder og børn, der har det svært. Når Hadassah de Boer ikke helliger sig nødhjælpen arbejder hun med stor succes som journalist med særlig fokus på kulturelle emner, stærkt inspireret af sin mor, der har en fortid som politiker, og sine kulturstudier ved Amsterdams universitet. Det var da også en særdelet handlekraftig og velformuleret Hadassah de Boer, der indtog catwalken for at få overrakt ECCO Walk In Style Award 2012 af en anden stærk kvinde i skikkelse af den danske kronprinsesse, der selv har focus på kvinder og born i sine protektorater og via Mary Fonden. På podiet var de øvrige nominerede kandidater: den polske kunstner og grundlægger af en velgørenhedsfond Magda Prokopowicz, den svenske designer Bea Zenfeld, den russiske kunstskøjteløber Maria Viktorovna Butyrskaya, og den norske sangerinde Samsaya. Sangerinden Julie Berthelsen, der var nomineret fra Danmark, deltog ikke i showet da hun et par dage forinden var nedkommet med en dreng.

Det var stylisterne Grenaa og Buchard, der havde skabt det dristige univers ved ECCOs modeshow.

I love it!

ECCOs arrangement, der for femte gang skyder Copenhagen Fashion Week igang, handler ikke alene og donationer og hyldesttaler til stærke kvinder, der bliver i høj grad også fokuseret på mode, sko og fest i gaden. Festen var lagt i hænderne på skønhedsguruen Ole Henriksen. I rollen som konferencier fyrrede han godt op under gæsterne inden det store modeshow, hvor ECCOs efterårs- og vinterkollektion 2012 blev vist. Publikum på Københavns Rådhus blev således ikke blot præsenteret for en særdeles vital og livsglad tovholder, der slet ikke kunne holde begejstringen tilbage, men også for tre nye skotrends, hvor et antal specialfremstillede showpieces illustrerede temaerne “Aesthetic Being”, “Active Vibrations” og “Nordic Breathing”. Trends med afsæt i det skandinavise univers. Tre talentfulde og visionære danske designere – modedesigner David Andersen, kostumedesigner Lars Emil og læderdesigner Hanne Harnov Riisbro, med hver sin personlige holdning til det tildelte tema, bidrog til showets styling.

Der blev vist specialfremstillede showpieces på catwalken, da ECCO løftede sløret for de tre aktuelle efterårs- og vintertrends 2012.

En ægte original

Danmark har fostret mange talentfulde arkitekter og designere. En af de mest originale var Finn Juhl, der udviklede sit helt unikke formsprog, inspireret af bl.a. moderne kunst. Hans organiske og fint bearbejdede møbler er netop nu genstand for fornyet interesse i forbindelse med 100-året for hans fødsel.

Text: Susanne Holte

Fotos: Trapholt + Onecollection

Det var de svungne, organiske møbler der blev Finn Juhls særkende. Han gik tidligt i sin karriere som møbeldesigner imod strømmen, og tog som én af de første afstand fra Kaare Klints etablerede møbelskole, der dikterede rette linier og stramme geometriske udtryk. Finn Juhl var helt sin egen og hans udtryk er stadig let genkendeligt. Men selvom han var en ener og en original i ordets bedste forstand, kom han alligevel til at præge en hel generation af unge møbelarkitekter med sin forkærlighed for det skulpturelle. Finn Juhl havde en tæt tilknytning til den danske kunstscene. Blandt andet var han dybt involveret i den berømte ”teltudstilling” i foråret 1941 på Bellevue, hvor unge kunstnere ville indfange de hundredtusinder af københavnerne på skovtur i Dyrhaven og vise dem kunst. Imidlertid kom kun 30 betalende gæster i teltet! Finn Juhl var manden der skaffede udstillingsteltet og konstruerede en bro, der førte over en kløft til teltet. Her udstillede de unge fremadstormende kunstnere i kredsen omkring kunsttidsskriftet Helhesten (1940-44): Else Alfelt, Ejler Bille, Egill Jacobsen, Asger Jorn, Egon Mathiesen, Sigurjon Olafsson, Carl-Henning Pedersen, Erik Thommesen og veteranen Vilhelm Lundstrøm. Disse samt Richard Mortensen, Robert Jacobsen, Axel Salto, Anna Thommesen og Sonja Ferlov Mancoba var alle kunstnere, som Finn Juhl indrettede sig med i sit private hjem, og flere udstillede han sammen med gennem hele livet. Hans idéer om at forene det kunstneriske udtryk med det funktionelle blev videregivet, da han som leder af Skolen for Boligindretning underviste mange af de nye møbeldesignere, men han kom først og sidst til at danne skole via sine møbler og sin helt specielle tilgang til design og indretning. Finn Juhl fungerede i mange år som en særdeles eftertragtet indretningsarkitekt og han kom til at sætte sit markante fingeraftryk på bl.a. Bing & Grøndahls butik på Amagertorv, på FNs hovedkvarter i New York og på en række Georg Jensen butikker rundt om i verden. Han designede interiøret til SAS’s DC fly, indrettede biografer, udstillingsstande, ambassader og hoteller.

Tilfældighedernes spil

Finn Juhl, der blev født i 1912, havde oprindelig ingen ambitioner om at komme til at tegne møbler. Han ville gerne have læst historie, men hans far, der var tekstilgrosserer, mente ikke at det var vejen at gå for den unge Finn, der i stedet kom til at studere arkitektur på Det Kongelige Danske Akademi for Fine Kunster. Efter fire år fik han ansættelse på Vilhelm Lauritzens tegnestue, hvor han arbejdede i 11 år frem til 1945. Så var tiden moden til at etablere egen tegnestue sideløbende med at han begyndte at undervise på Skolen for Boligindretning. På det tidspunkt havde han godt fat i møbeldesignet. Faktisk skabte han de første møbler til sit eget hjem i midten af 30’erne, og fik siden sin egentlige debut som møbelarkitekt i 1937, hvor han deltog i snedkernes årlige udstilling med en stol udført af møbelsnedker Niels Vodder. Samarbejdet med Vodder kom til at vare frem til 1959, og de to skabte i fællesskab den spændstige 45-stol, der blev et nybrud indenfor dansk møbeldesign. Senere fulgte møbler som Høvdinge-stolen, Ægypter-stolen, Japan-stolen og mange andre beslægtede møbler, som hver især udmærkede sig ved et organisk svunget stel og et flydende sæde- og rygstykke, der nærmest så ud til at svæve frit over stellet.

Finn Juhls fine lille to-personers sofa fra 1941 fik kælenavnet Poeten og Lillemor efter tegneserien af samme navn. Tegneserien blev filmatiseret i 1959 og her indgik Finn Juhls møbler i scenografien. www.onecollection.com

Møbel ikoner

Langt de fleste af de møbler, som i dag har ikon-status, og som kan ses på museer over hele verden, blev udført i teak, der på grund af sine fortrinlige egenskaber, var Finn Juhls foretrukne træsort. Også her satte han nye standarder, fordi det lykkedes ham at finde metoder til at bearbejde den hårde træsort industrielt – en teknologisk landvinding, der banede vejen for en enorm dansk møbeleksport – ikke af Finn Juhl møbler, men af mere eller mindre begavet udførte plagiater. Finn Juhl, hvis møbler var og er for feinschmeckere, kom til gengæld til at stå fadder for begrebet Danish Modern, og i dag er der fornyet og velfortjent fokus på hans helt særlige talent. Den originale formgiver nåede også at tegne en lille håndfuld huse, bl.a. sit eget japonistisk inspirerede hus på Kratvænget i Ordrup. Det byggede han i 1941 og her blev han boende i til sin død i 1989.Finn Juhl oplevede stor anerkendelse mens han levede. Det blev til flere priser og udstillinger, ærestitler og ikke mindst en Dannebrog orden. Finn Juhl kollektionen produceres i dag af Onecollection, der har base i Ringkøbing.

Høvdingestolen, FJ49, blev inspireret af Finn Juhls interesse for såkaldt primitiv kunst. Den er i dag et ikon indenfor dansk møbelkunst og indgår i Onecollections store kollektion af Finn Juhl møbler. www.onecollection.com

Finn Juhl nåede at sætte sit markante fingeraftryk på dansk møbeldesign gennem flere årtier. Her et bredt udsnit af hans designs. Finn Juhl (1912-1989) er mest kendt for sine markante bidrag til dansk møbeldesign. Et skulpturelt formsprog samt nye principper for selve møbelkonstruktionen er Finn Juhls kendetegn. Udstillingen på Trapholt sammenstiller hans værker parvis med samtidens største danske designere og perspektiverer Finn Juhl i forhold til samtidens kunst.

Oplev Finn Juhl på Trapholt

Arkitekten Finn Juhl (1912-1989) er mest kendt for sine markante bidrag til dansk møbeldesign. Et skulpturelt formsprog samt nye principper for selve møbelkonstruktionen er Finn Juhls kendetegn. Udstillingen på Trapholt, der åbner den 30. januar 2012 og som kan ses året ud, sammenstiller hans værker parvis med samtidens største danske designere og perspektiverer Finn Juhl i forhold til samtidens kunst. For historien om Finn Juhl er og også historien om dansk designs og kunsts guldalder midt i det 20. århundrede med designtalenter som Kaare Klint, Hans Wegner, Børge Mogensen, Arne Jacobsen, Poul Kjærholm – for ikke at tale om de mange kunstnere, der var i omgangskredsen.

Mindre skala

Finn Juhl arbejdede også i mindre skala og han tegnede gennem sin karriere også en del brugskunst i form af skåle, skamler, papirkurve og bakker. TurningTray er med dens stilrene linjer og smukke former et fint eksempel på det. Vendebakken skiller sig ud med sin gennemtænkte funktionalitet, æstetiske ynde, diskrete elegance og rene linjer. Bakkerne er håndlavede i Danmark i teaktræ og laminat. Der er reelt tale om to bakker i en, da de er ens på begge sider, men med to forskellige farver, som hver især skaber en unik glød i træet. Bakkerne fås i tre størrelser og flere farvekombinationer, hvilket skaber en høj grad af mulighed for individuel kombination. Bakkerne fremstilles i dag af designvirksomheden Architectmade. www.architectmade.com

TurningTray er med dens stilrene linjer og smukke former så aktuel som aldrig før. Vendebakken skiller sig ud med sin gennemtænkte funktionalitet, som rummer et væld af muligheder for tidens individuelle forbruger, der sætter en ære i at være designmæssigt i front. I sig selv er den et gennemdesignet mesterværk, som medvirker til at gøre ethvert måltid til en ekstra oplevelse.

Avantgarden

Alice i Eventyrland i farverig fusion med Narnia. Frodig urtehave med udsigt til romantisk rosengård. Organisk fantasy-world i kontrast til skovens rustikke realitet. Saftige tropiske tableauer i dialog med en skandinavisk farvepalet fyldt med grønt. Alt sammen ingredienser i en ny trend, som man kunne betegne som manipuleret natur.

Text: Susanne Holte

Kunstscenen flyder endnu engang over af saftige farver og frivole former hentet i naturen. Tankerne ledes hen på de bugnende frugtfade og buketter, der gennem århundreder har inspireret malere over hele Europa, men også på de opstyltede naturtableauer, der både rummer det trygge og det uforudsigelige element. Gallerierne inviterer indenfor for at vise kunstnernes respektløse omgang med naturen, med farverne og materialerne. Samtidig gør designerne dem kunsten efter og tager os med på en lystvandring ind i en iscenesat og manipuleret natur med botaniske mutationer og designs, der både forlyster og foruroliger. De præsenterer os for syrede farver, kunststoffer og forvredne former, men også for naturmaterialer, hvor designerne næsten har arbejdet med ført hånd i bestræbelserne på at fortolke træer, grene og blomster. Her er poesi, politisk korrekt øko-ånd, teknologi og håndværk i en skøn blanding. Minimalismen har trange kår i dette univers, men stilen, der på mange måder er ganske uskøn, udmærker sig ved en pæn portion humor, uhøjtidelighed og livsglæde.

Den spanske designer Andere Monjo er fascineret af naturens egne materialer. Her har han koblet nogle egetræsplanker med grenene fra et blommetræ. Ideen med Plum Tree Stool er at minde os om den tætte forbindelse mellem de forarbejdede og de uforarbejdede materialer. www.anderemonjo.com

Genialt i al sin enkelhed: Bosbank eller Tree Trunk Bench fra hollandske Maandag Meubels åbner mulighed for at få sit eget lille stykke skov med hjem. Bænken består af en træstamme der leveres med fire galvaniserede beslag, fire træben og to orange bånd. www.maandagmeubels.nl

Klassisk og futuristisk, organisk og minimalistisk. Frost-stolen, der er designet af FurnID giver associationer til en blomst – ikke mindst når farven er grøn. Faktisk har designerduoen bag ladet sig inspirere af de linjer og formationer, der opstår når vinden leger med nyfalden sne. www.stouby.com

Den franske designer Anne Midavaine tager os med ind i regnskoven med sin smukke rumdeler Mangrove, fremstillet i lak af Jean-Noël Turquet. www.ateliermidavaine.com

Det ligner skelettet fra et længst uddødt dyr, men No. 3 Bench er en bænk fremstillet af polypropylene, træ og lakeret metal. Designeren bag er hollandske Floris Wubben, der formmæssigt har taget udgangspunkt i træroden. www.floriswubben.nl

I sangene kan man høre om bed of roses, men man kan også nøjes med en stol når den er få fantastisk som Muchas Rosas Chair fra Ricrea. Den er fremstillet af filt af de tre talentfulde designere Angela Mensi, Ingrid Taro og Cristina Merio. www.crearicrea.com

Den unge engelske designer Tom Price, der designer og fremstiller møbler af nedsmeltede plastrør fra industrien, er også manden bag PP Tree Installation, der for nylig blev udstillet på Industry Gallery i Washington DC. Installationen, der er fremstillet af nylonkabler og polypropylenerør er en hyldest til byens ikoniske kirsebærtræer. www.tom-price.com

Arne Jacobsens ikoniske Svane er blevet klædt i blomster i forbindelse med Pink Swan Project, hvor nitten internationale arkitekter, møbel og -modedesignere har leget med udtrykket til fordel for The Breast Cancer Research Foundation. Her er det Milly De Cabrols unika-stol, der ligesom de øvrige er blevet solgt på auktion. www.fritzhansen.com

Cuts and Interventions


Modsætninger mødes, når to af Danmarks prisbelønnede keramikere Bodil Manz og Bente Skjøttgaard sætter hinanden stævne på udstillingen ”Cuts and Interventions”. De kommer fra hver deres generation og tradition, men undersøger på udstillingen mulige fællesnævnere. Resultatet kan opleves på Københavns nye keramiske galleri Copenhagen Ceramics i dagene 2. – 25. februar 2012.

På deres første fælles udstilling nogensinde har to af Danmarks meget markante kunstneriske profiler valgt at undersøge mulige fællesnævnere i deres ellers så forskellige arbejde. Udstillingens titel ”Cuts and Interventions” hentyder til den helt specielle måde, hvorpå de to keramikere styrer både materialer og arbejdsproces. Bodil Manz, kendt verden over for sine papirstynde porcelænscylindre, undersøger sin egen keramiske historie. Hun opbryder støbeformene til tidligere værker, genanvender og genfortolker disse tidligere former og arbejdsredskaber i helt nye værker, der er samplet og sat sammen med helt nye formdele, som en slags spor gennem tiden fra hendes værksted. I andre værker lader hun nye grafiske ornamenter opstå på sine porcelænscylindre inspireret af det virvar af kantede former, som dannes af fraklip, der falder på gulvet og hober sig op under arbejdet med at overføre transfers, farve og lak til den glaserede skærv. ’Genbrug af mit arbejde’ kunne de måske hedde, overvejer hun. I processen med disse nye ting sætter Bodil Manz på en poetisk måde både et punktum for bestemte dele af sit tidligere virke, men åbner samtidig døre til et nyt univers, som vokser organisk ud af en lang karrieres undersøgelser i materialet. Bodil Manz’ værker er kendetegnet af stærke grafiske og oftest geometrisk baserede mønstre, der bevidner hendes mesterlige behandling af et forfinet materiale og en æstetisk suveræn, nutidig tolkning af en modernistisk arv.

Må man køre på væggen?

Bente Skjøttgaard afsøger andre muligheder for det nutidige ornament. Må man køre på væggen? spørger hun og svarer ved at intervenere i det bløde, sanselige materiale ved langsomt at køre sin Fiat Multipla med Pirelli P7 dækmønstre hen over leret, efterladende sig et enkelt, direkte aftryk i den aflange bane af opklasket stentøjsler. En dekorativ frise med et let genkendeligt ornament fra vores tid. Gennem den efterfølgende glasering og brænding op til 1280 grader forvandler friserne sig og kan opnå forskellig karakter: Serien af Frise P7 er ikke ekspressiv og voldsom – indbyder snarere til stille eftertanke. I dette værk følger Skjøttgaard op på sit eget værk fra 2011, opsat ved Hærvejen, hvor hun har ladet stude sætte deres klovaftryk i et 40 kvadratmeter stort, liggende lerrelief som en hyldest til den gamle studehandel på Hærvejen. Og bag dette ligger naturligvis også en hilsen til Asger Jorns store keramikrelief fra 1959 på Amtsgymnasiet i Aarhus, hvor Jorn, som bekendt, bl.a. tog en tur på sin scooter hen over det våde ler under udførelsen af værket. Bente Skjøttgaard har slået sit navn fast som en frygtløs aktør i forhold til det keramiske materiale, ekspressiv og generøs. Hun opfinder og genopdager igen og igen de specielle kvaliteter i leret. På nærmest magisk vis demonstrerer hun først lerets særlige formbarhed, og sidenhen i processen udnytter hun med sin særlige legende tilgang og stor humor og fantasi alt, hvad der kan ske i transfomationsprocessen gennem glasering og den afsluttende brænding af leret. Begge kunstnere har utallige udstillinger i ind- og udland bag sig og er repræsenteret i en lang række af verdens bedste museumssamlinger, ligesåsom de har modtaget mange både danske og udenlandske hædersbevisninger og priser for deres arbejde. I flæng kan nævnes, at Bodil Manz i 2007 modtog Grand Prize ved den Internationale World Ceramic Biennale i Seoul. Bente Skjøttgaaard fik som en af de første overrakt Annie og Otto Johs. Detlefs Keramikpris i 2004.

Noget blåt, noget lånt…..

Genbrug, fair trade, strik, håndarbejde og flere farver – sådan ser foråret ud, hvis man skal tro udstillerne på den netop overståede brugskunst-, design- og interiørmesse – Formland.

Text: Susanne Holte

Rundt på hele udstillingsarealet i Messecenter Herning, hvor forårets Formland messe netop har trukket godt 10.500 besøgende, kunne man se strik og hæklerier i stærke glade farver. De mange lapper var viklet om alt fra gelændere over affaldsspande til lamper og en enkelt bil. Fænomenet kaldes Yarn Bombing- garnbombardement, og er egentlig en slags street art eller tekstil graffiti, der skal skabe glæde og sætte kulør på den grå hverdag. Og det var netop hvad der var brug for blandt de 352 udstillere, der midt i en krisetid kom med deres bud på den kommende sæsons brugskunst og intriørdesign. Selvom tingene ser sort ud er farverne så småt på vej tilbage i vores boliger, både i form at stærke signalfarver som rød, blå, grøn, gul, turkis og lilla – gerne i højglans versioner, og som støvede pasteller som dem vi husker fra 50’erne og 60’erne. Farvepaletterne sætter lidt frisk kontrast til den nordiske farveskala med masser af grå og brune nuancer. På farvefronten er en anden vigtig tendens de slidte farver – stærke farver, der er patinerede og blegede af tidens tand. Det slidte look er i det hele taget et væsentligt element i indretningen, hvor tingene gerne må bære en historie med sig eller vidne om mange års brug. I sparretider er det vigtigt at signalere genbrug, tilbageholdenhed og samfundssind – et look, som man ikke blot kan genskabe ved et besøg i genbrugsbutikken, på loppemarkedet eller en tur op på loftet, hvor kasserne med alt det vi har glemt vi har gemt – det kan også købes frisk fra fad. Brugskunst med et slidt look, produkter fremstillet i 3. verdenslande efter fair trade principper, hvor danske designere samarbejder med for eksempel kvinder i Afrika og Sydamerika var i søgelyset i Herning. Resultaterne minder om noget man kan finde i de brasilianske favelaer og de mange småmøbler og kurvevarer er med til at understrege en etno-chick stil, der demonstrerer globalt udsyn og socialt engagement. Den aktuelle stil rummer dog også en mere introvert side, hvor hyggen og det tilbageskuende er i fokus: man genkender 50’erne og 60’ernes mønster- og farveunivers med masser af blomster og tern a al voksdug, småmøbler i en kombination af træ og kulørt laminat, masser af keramik og drejet træ – og helt i tråd med netop den tid: et gensyn med potteplanterne, nu i hængende urtepotter, gerne med bunden i vejret. Der skal i det hele taget gøres plads til de grønne oaser.

Strik – både den hjemmegjorte og den købte – er i høj kurs. På Formland havde man i den anledning sat fokus på begrebet Yarn Bombing, der er en slags tekstil graffiti, hvor man klæder hverdagsgenstande som skraldespande, døre, gelændere, cykler og biler i strikkede lapper.

Naturmaterialer som træ, rattan, kork, hamp er oppe i tiden. Her er nogle af de populære materialer anvendt i den seneste kollektion fra Bloomingville. www.bloomingville.com

Hyggekroge med tableauer af forskellig art er en af tidens helt hotte tendenser. Det samme gælder bogstaver, som for eksempel disse fra Ib Laursen. www.iblaursen.dk

Hvert møbel fra Quote by Birkholm er unikt da de er fremstillet af genbrugstræ fra blandt andet indiske stationsbygninger. Med sine markante farver sætter møblerne pift på den lyse nordiske stil. www.quote-by-birkholm.dk

Lysestager i drejet træ, nyfortolkninger af keramikken og former hentet tilbage i 50’erne og 60’erne. Sum+design skaber hverdagsting, der fungerer i praksis. www.sumdesign.dk

Fine glas i nye forårsfarver som pastelblå, lys gul, forårsgrøn, syren og turkis fra E.O. Engros. www.eo-engros.dk

Glæde i det offentlige rum med få men meget effektfulde accessories fra Bike Cap. Dekorative saddelcovers, cykelkurve og bagagepuder giver cyklen nyt liv. Fås i et utal af farver og mønstre. www.bikecap.com

Masser af farver i den kommende sæson. www.bloomingville.dk

Søren Foverskov, der har en fortid i tekstilbranchen, er manden bag VIA CPH, som på Formland præsenterede en fin kollektion af dansk producerede borde i blandt andet pastelfarver. www.viacph.dk

Hold øje med:

  • Strik i glade farver
  • Fair trade
  • Etnisk design
  • Materialer i natur
  • Nordisk atmosfære med dyretrofæer, dyreskind, gråtoner og naturmaterialer
  • Produkter i drejet træ
  • Materialemiks, rustikt og forfinet i skøn forening, glitrende metal sammen med filt, kork og keramik
  • 50’er og 60’er retro
  • Hygge
  • Slidt look
  • Grønt miljø og potteplanter
  • Klare farver som rød, grøn, blå, lilla, gul og turkis – gerne højglans
  • Mønstre a la voksdug
  • Støvede pastelfarver
  • Organiske former
  • Nyfortolkninger af traditionel keramik
  • Hjemmelavet og genbrug

Danish Design in the EU

Danske designmøbler kommer i fokus i forbindelse med Danmarks EU-formandskab. EU parlamentarikerne kan det kommende halve år sætte sig til rette i danske klassikere.

Danmark har en stolt designtradition og er verdenskendt for sine mange klassiske designikoner. En ny talentfuld generation af designere og kunsthåndværkere har imidlertid bevist, at de er i stand til at løfte arven. Nu kan brugere af Rådsbygningen ”Justus Lipsius” i Bruxelles få syn for sagn og opleve kvaliteterne og spændvidden i seks årtiers dansk design og kunsthåndværk. Når embedsmænd og europæiske beslutningstagere har brug for en pause i deres travle hverdag, kan de enten falde ned i klassiske Arne Jacobsen sofaer eller en moderne stol af Louise Campbell. Lader de samtidig blikket glide rundt i rummet kan de dvæle ved nyskabende og ungt unika-kunsthåndværk eller et værk af keramikkens grand old lady Bodil Manz. Udenrigsministeriet bad i juni 2011 Danish Crafts om at bistå med indretningen og udsmykningen af foyer og atrium i ”Justus Lipsius”. Resultatet er blevet et mix af moderne og klassiske møbler kombineret med unika-værker af Danmarks førende keramikere. Indretningen - kyndigt bistået af den internationalt kendte danske arkitekt Dorte Mandrup – bidrager således til den kunstneriske del af det danske formandskab og visualiserer de kvaliteter og værdier, der i mere end seks årtier har kendetegnet dansk design og kunsthåndværk. En udvikling, som tog sin begyndelse i 1950erne og 1960erne med de kendte danske designkoryfæer, og som en helt ny generation af talentfulde danske kunsthåndværkere og designere viderefører. Nyskabende og eksperimenterende, men med rod i traditionen, hvad angår kvalitet, funktion og materialekendskab. De deltagende danske møbel-, lampe- og tæppeproducenter Fredericia Furniture, Republic of Fritz Hansen, Erik Jørgensen, Onecollection, Hay, Gubi, Louis Poulsen Lighting, Lightyears og egetæpper har stillet deres produkter til rådighed for indretningen af Rådsbygningen. De deltagende keramikere er Bodil Manz, Louise Hindsgavl, Martin Bodilsen Kaldahl, Steen Ipsen, Karen Bennicke og Morten Løbner Espersen. Det er galleriet Puls Contemporary Ceramics i Bruxelles ved Annette Sloth, der udstiller den danske keramik. Puls er danskejet og repræsenterer førende danske keramikere. Indretningen er et resultat af et samarbejde mellem Udenrigsministeriet, Kunststyrelsen og Danish Crafts.

Holte

Forårets Formland-pris

Designeren Rikke Hagen og Egtved-virksomheden designerSHIP har modtaget Formland Design Award for Taste – en serie kopper skabt i et organisk formsprog. Kopperne er designet med fingerspitzgefühl. Den særlige form gør, at de ligger rigtig godt i hånden, og her skal især den lille kop fremhæves. At kopperne kan stables elegant, er et markant og vigtigt element ved serien. Rikke Hagen, der tidligere har designet cognac-glas og lamper, er kendt for sine bløde og ofte humoristiske former.


Udover TASTE kopperne var de raffinerede træhuse Arch:you fra applicata ApS, Beater piskeris fra Normann Copenhagen og lysestagen qb light fra CasiCasi nomineret til Formland Design Award – Spring 2012.

Formland Design Award: Prisen uddeles hvert halvår til sæsonens mest markante nyhed inden for design, brugskunst og interiør. Vinderen findes blandt indsendte produkter fra Formlands udstillere. Med prisen følger en prisstatuette samt et markedsføringsbidrag på DKK 100.000. Formland Design Award er uddelt siden 1987. Bag udvælgelsen står en uafhængige priskomité sammensat af markante personer fra design- og interiørbranchen i Skandinavien. Komitéen lægger vægt på innovation, design, funktionalitet og pris.

Bordet fanger

I en tid, hvor købelysten er pænt begrænset er det lykkedes to unge iværksættere fra Esbjerg at feje alle forbehold og dommedagsprofetier af bordet. Med etableringen af en ny design- og produktionsvirksomhed og en hastigt voksende kollektion af innovative borde har makkerparret Jacob Munch og Henrik Bruun med bruunmunch overbevist alle de rigtige aktører om, at der stadig er brug for ungdommeligt initiativ og flotte og funktionelle designmøbler.

Text: Susanne Holte

Ildsjæle og iværksættere er en efterspurgt og sjælden race i disse år – ikke mindst når man bevæger sig ind på den slagmark, der hedder design, interiør og indretning, hvor selv veletablerede og hæderkronede aktører kæmper om forbrugernes opmærksomhed. At racen stadig findes, er makkerparret Jacob Munch og Henrik Bruun et sprællevende bevis på. Midt i en krisetid dokumenterer de at ihærdighed, gode ideer, fokus og realistiske mål kan bane vejen for succes. Når man så samtidig er begavet med lidt held, får spalteplads og forsider på landets største interiørmagasiner og plads på gulvet hos de førende interiørbutikker, tegner fremtiden lige så lys som de pastelfarver, der føjer visuel signalværdi til den unge virksomheds seneste bordkollektion Combo. Fra forholdsvis ydmyge lokaler i udkanten af Esbjergs industrikvarter styrer makkerparret Bruun og Munch slagets gang. Her samles, skrues og pakkes, tjekkes materialer, svejsninger og finish. Der må nemlig ikke være noget at komme efter. Kvaliteten skal være helt i top når bordene pakkes ud ude hos forhandlerne, og som håndværker med en tømrerbaggrund ved Jacob Munch hvad der skal til. Interessen for træ og godt håndværk har Jacob arvet fra sin bedstefar, der var snedker. Duften af høvlspåner og den bløde, varme fornemmelse der møder hånden når den glider over en god tapning eller en poleret flade er sansninger fra barndommen, som i dag kommer ham til gode i samarbejdet med vennen og kompagnonen Henrik Bruun, der til gengæld byder ind med erfaringer fra modebranchen, og som af vennen betegnes som lidt af en tusindkunstner med et naturgivent tekniks talent. De to supplerer hinanden og har stor respekt for de forskellige kompetencer de hver især byder ind med, og efter godt to års hårdt benarbejde er de godt på vej til at få sig positioneret på markedet.

Dansk design

Der er fokus på borde – stueborde og spiseborde i et enkelt og klart design med vægt på funktion og ærlige materialer i form af massivt træ, Corian, linoleum og stål. Og der samarbejdes udelukkende med de bedste danske producenter. Ambitionen er at anvende den nyeste produktionsteknologi med forankring i de danske snedkerhåndværkstraditioner.

-Vi lægger vægt på at være 100% Danish Design, understreger Jacob Munch, der selv kalder bruunmunchs koncept for no-nonsense design. Sortimentet rummer muligheder for individuelle indretningsløsninger til såvel privat- som erhvervskunder. Omdrejningspunktet er den såkaldte 10’er serie, hvor samtlige bordplader er produceret i sæbebehandlet, olieret eller hvidolieret eg, olieret valnød, sortbejdset ask, linoleum eller Corian. Der er tale om en standardkollektion med faste mål, men - som et moderne designbrand - er bruunmunch også leveringsdygtig i såkaldte custommade løsninger. Et online tegneprogram på hjemmesiden www.bruunmunch.com giver adgang til massive træsorter og et bredt farvespektrum, som man selv kan sammensætte. Går man med en designer i maven og har lyst til at skræddersy sit eget bord, har man således mulighed for selv at lege med mål, farver og overflader.

Pasteller til de farveglade

For de farveglade har bruunmunch netop lanceret deres Combo-sofabordsserie i douce pastelfarver, som giver de kantede former et smukt feminint modspil. Den nye serie, der er forsynet med bordplader i compact laminat – et materiale skabt af sammenpresset papir og harpiks – har kulørt stel i pulverlakeret aluminium, og Jacob Munch og Henrik Bruun følger dermed op på en superaktuel trend, hvor de seneste års brune og naturinspirerede farvepalet får et friskt kulørt modspil. Composit bordpladerne er også helt i tråd med en anden aktuel tendens: bæredygtighed, der er et grundprincip i bruunmunchs design. De to unge iværksættere vil gerne gøre op med brug og smid væk mentaliteten, både ved at skabe produkter, der holder designmæssigt og har klassikerpotentiale i sig, men også ved at anvende miljøvenlige materialer. Netop nu barsler de med nye materialer, som er hundrede procent bæredygtige og som ikke belaster naturen. På designsiden er der også nye koncepter på vej. Selvom der konstant arbejdes med udvikling af nye ideer, er makkerparret meget bevidste om at ting tager tid og de har den ro, der skal til for at få hvert enkelt produkt fulgt helt til dørs. Det handler ikke blot om innovation og formgivning, men også om at koordinere den matchende markedsføring og finde de rigtige handelspartnere. Indtil videre er det lykkedes at komme ind hos nogle af de eftertragtede og trendsættende interiørbutikker. Målet for det kommende halvår er 30 butikker i Danmark, 10 i Norge og 10 i Sverige. På lidt længere sigt er Tyskland et attraktivt marked. Men der skal kapital til og de to ildsjæle har is i maven og tid til at vente på de helt rigtige investorer.

Hvis der er én tydelig trend, der præger designscenen denne vinter, så er det, at farverne er stærkt på vej tilbage i boligbilledet! Farver spiller ofte en afgørende rolle i indretningen, og kan med enkle virkemidler ændre vores opfattelse af et rum fra koldt til varmt, upersonligt til hyggeligt. At indrette med farver er dog samtidig antydningens kunst, og når pastellerne i disse år vinder stadig større indpas, skyldes det deres evne til at blende ind i den skandinaviske boligstil uden at stjæle opmærksomheden fra det øvrige møblement. Præcis dette er tanken bag bruunmunchs nyeste sofabordskollektion. De kvadratiske og rektangulære småborde sætter et diskret, men stærkt personligt præg på stuen, og de douce pastelfarver formår desuden at bløde formsproget op og gøre det firkantede design feminint og let.

Kopenhagen Fur on the catwalk

Kopenhagen Fur præsenterer verdens mest innovative pelsmodeshow under Copenhagen Fashion Week. Showet finder sted onsdag den 1. februar 2012 kl 14.00. På catwalken vises der spektakulær pelsmode designet af internationale talenter fra Europa, Kina og Ukraine. Showet viser både herre- og dametøj og accessories i form af blandt andet innovative hovedbeklædninger i pels.

Kopenhagen Fur er i stigende grad involveret i udviklingen af møbeldesign. Designerne vil derfor også blive inviteret til en mindre udstilling, hvor der vises design fra det schweiziske designuniversitet ECAL. www.kopenhagenfur.com

Strengeleg og stregkoder

Der er dømt smalkost og tilbageholdenhed over hele linien. Flere designere vælger også at skære ind til benet og minimere materialeforbruget. Paradoksalt nok fremstår de nye nøgne og skeletterede møbler som stærke grafiske statements. Hvad der måtte mangle i komfort opvejes af et markant visuelt udtryk.

Text: Susanne Holte

Mens nogle møbler lægger sig ud og bliver tykkere, hyggeligere og mere indbydende i en kold tid, går andre i den stik modsatte grøft og smider al overflødig fedt. Tilbage står den rene form, det stringente udtryk, det grafisk enkle, minimalismen i sin mest minimale form. Metal og kunststoffer, geometriske figurer, kanter og netværk. Møbler i kontrast til den velkendte og trygge hygge, men også parafraser over netop de bløde former. Der er referencer til tegneseriernes forenklede verden, til den hurtige skitse, til distraktionens krusseduller på telefonblokken. Stilen giver plads til eksperimenter og leg med ikoniske designs og der er indenfor den stramme ramme mulighed for både humoristiske og dybt alvorlige fortolkninger. Selvom der er noget næsten uforsonligt over de strenge former og de rå materialer, dukker de visuelt pågående møbler op med jævne mellemrum. Måske fordi de giver lidt bid til det bløde, skaber kontrast til det voluminøse og bidrager med visuel ro. En anden god forklaring kan være at der i hver generation af designere og formgivere er nogen, der nødvendigvis må helt ind til kernen, og ligesom lyrikeren skrælle de unødvendige lag bort for til sidst at stå tilbage med et indlysende enkelt værk med plads til fortolkninger.

Cage Mic lampen er, med sin lysende krop omgivet af et gitter, tydeligt inspireret af den traditionelle lanterne. Fås i tre farver som henholdsvis pendel, gulv- og bordlampe. Udviklet af Diesels desingteam i samarbejde med Foscarini. www.forscarini.com og www.diesel.com

Andreas Farkas er idemanden bag Dexter – en lille multifunktionel skammel med et enkelt grafisk design. Skamlerne kan stables og eventuelt anvendes som reoler. www.lammhults.se

Stringens og naturalisme i eet værk.  Designeren Bertjan Pot har med lysekronen Heracleum Plant mikset det grafiske med det organiske. Lampen, der er forsynet med LED ”blade” har referencer til misteltenen på en frostklar nat. Producenten er hollandske Moooi, der har blik for både det særegne og det poetiske. www.moooi.com



Tænk stregkoder, tænk Carlo Colombo, der med stolen Intrecci har blødgjort de strenge streger. Stolen, der er den del af en hel kollektion for italienske Emu, er vævet af metal og tåler både udendørs og indendørs ophold. www.emu.it

Stor nyhed i miniature til alle samlere og designaficionados. Montana tilføjer endnu et design til den ikoniske Tivoli-serie med  en eksklusivt forarbejdet miniaturemodel. Det er en af det 20. århundredes mest toneangivende designere, danske Verner Panton, der har skabt stolen, der i 1955 blev hans første stoledesign. Oprindeligt blev stolen designet til en restaurant i Tivoli til udendørs- og indendørsbrug. www.montana.dk

Japanske Nendo er uden sidestykke forenklingens mester. Hans design står som grafiske statements. Se blot hans Scatte Shelf, der er komponeret af 5 mm tynde blanksorte akrylplader samlet i et gitter. Det utraditionelle møbel er et kalejdoskopisk sanseeksperiment af refleksioner og transparens. www.nendo.jp