Solen er taget i ed og himlen er en særdeles aktiv medspiller. Alligevel er det den svale skygge, det flimrende filtrerede lys, og den meditative stemning, der spiller den diskrete hovedrolle i arkitekterne Martin og Mette Wienbergs sorte træhus i Højbjerg. Inspirationen til den utraditionelle scenografi er hentet på rejser og studieophold i Finland og Japan, men resultatet er meget personligt og meget modigt.
Text: Susanne Holte
Stille hjerte, sol går ned. Stemningen både ude og inde er sval og beroligende. Fornemmelsen af at være ladt tilbage midt ude i en af de store finske skove, samt en lidt diffus følelse af at træde ind i et univers, hvor Yin og Yang er i fuldstændig balance, smyger sig beroligende om en, så snart man betræder den beskyttede hjørnegrund i et ellers ganske traditionelt villakvarter i Højbjerg udenfor Århus. Her, gemt bag høje træer, lå indtil for ganske nylig, et lille sommerhus opført i krigstid i 1942 – et hus som nu på harmonisk vis er blevet integreret i en nyetableret himmelstræbende sort skønhed, beklædt med træ og forsynet med nøjagtig så store vinduer at naturen inviteres indenfor, og nøjagtig så små at der skabes en skyggefuld privat atmosfære. Huset, der netop er blevet præmieret med Århus Kommunes Arkitekturpris 2008, bryder, med sine skæve vinkler og forskudte niveauer, med grundens stringente kvadratiske format. Det presser sig insisterende ind i bevoksningen af fyr, tempeltræ og rododendron, hvor det efterlader indtrykket af at være skudt op ad jorden sammen med vegetationen.
Lys og skygge
Ved at skabe et forholdsvis stringent overdækket indgangsparti, domineret af sort træ og beton, har Mette og Martin Wienberg, der i fællesskab har tegnet den utraditionelle ramme om familiens liv, villet understrege oplevelsen af at bevæge sig fra noget arkitektonisk strengt og ud til en have, der åbner sig – en have med en organisk struktur, men med definerede kanter i form af hævede sveller, som står i kontrast til græsplænen, der næsten fremstår som en grøn sø. Alle havens bed er dækket med groft barkflis i et forsøg på at forstærke illusion om det lille hus i skoven. Planterne er i det hele taget en vigtig del af totaloplevelsen idet de kaster skygger ind i huset og filtrerer lyset. Parret har netop ikke søgt det store panorama, men i stedet tilstræbt et forløb af forskelligartede kig, som slår en stemning an i rummene. -Huset er på mange måder tænkt indefra og ud, og her har de høje træer været til meget stor inspiration, forklarer Martin, der ligesom Mette arbejder som arkitekt – han hos Friis & Moltke og hun hos Schmidt, Hammer & Lassen.
Japan og Finland
Begge har haft nogle stærke stemningsoplevelser i Japan og Finland, hvor de er blevet inspireret af den humane minimalisme. I Finland, hvor de har boet, og hvor Mette også har studeret, har arkitekturen ofte en anden stoflighed, samtidig med at den er skabt i dialog med og i respekt for naturen. -Mange moderne danske huse har en meget streng geometri og er affødt af et krav om symmetri og klar planæstetik. Vi har valgt at gå en anden vej og har skabt et meget personligt hus, der i steder er bygget op omkring følelser, oplevelser og stemninger og derfor kan siges at gå mod strømmen og tidens vedtagne normer, fortæller Mette.
Brudte akser
Huset er skabt omkring et naturligt centrum i form af et atrium beklædt med sort træ, glas og et kig til himlen. Atriet forbinder resterne af det gamle sommerhus med den nye tilbygning. Herfra sendes et blødt lys ind i soveværelset og entreen – faktisk betyder dette kunstgreb at man fra entreen kaster et uhindret blik ind i et rum, som ellers regnes for privat. En af de gennemgående ideer har netop været at skabe rumlige overraskelser. Martin og Mette har således bevidst arbejdet med at nedbryde akser og pirre nysgerrigheden. Ved at forskyde veldefinerede elementer har de bevæget sig væk fra det kasseopdelte hus. De har arbejdet med de store linier og forsøgt at undgå filigrandetaljering som forstyrrer den overordnede rumlighed. Udvendigt afspejles det i valg af vinduer, der flugter facaden, og brædder der støder helt tæt sammen, indvendigt i rummenes ensartede overflader, som skaber ro for oplevelse af rumlighed og kontakt med det grønne. Det enkle udtryk, det ukrukkede materialevalg og modet til at lade arkitekturen spille hovedrollen, dominerer hele huset – fra yderst til inderst. Selvom der i høj grad er skelet til funktion, er det mest bemærkelsesværdige ved projektet måske at der er afsat kvadratmeter til ”ingenting”. At der er skabt frirum så øjet kan vandre og sindet kan finde hvile.
Niveauforskelle
Fra entreen har man ikke alene visuel kontakt til soveværelset – som i øvrigt blot rummer en seng, og hvor der er skabt en helt hvid, næsten zen-agtig atmosfære. Via et vindue er der også etableret et kig til køkkenet nogle trin nede. Ligesom i flere af de øvrige rum, leges der i køkkenet med materialemiks: det rå og maskuline mod det bløde og feminine, det eksklusive mod det stringente i form af bl.a. et glittet, lakeret betongulv, som i øvrigt er overraskende blødt og lunt at gå på, troltex lofter, der medvirker til den gode akustik, glatte hvide køkkenelementer og sidst, men ikke mindst: hvide gardiner fra loft til gulv, både foran de store vinduespartier, der vender ud mod haven, og foran vægge og indgangspartier. Tekstilet skaber en blød og næsten kuvøseagtig stemning, og er endnu et eksempel på at lyset inden døre doseres med omhu. Den sarte og sprøde atmosfære underbygges af en række lampetter monteret i køkkenbordet, som føjer humane noter og en god dosis hygge til det ellers stilrene rum.
Sakral stemning
Fra køkkenet, der er det eneste rum, hvor solen får lov til at trænge sig på gennem store glaspartier, træder man yderligere nogle trin ned til husets vel mest utraditionelle rum – en stue klædt i egetræ fra gulv til loft. Det eneste møblement i det trapezformede rum er en integreret bænk med læderhynder, der sniger sig langs væggene, samt en indbygget reol. Stuen domineres af eet stort vindue, der vender skråt ud mod haven, hvor et gigantstort tempeltræ filtrerer lyset før det sendes ind for at understrege rummets bløde farver. Her er 8 meter til loftet – et svæv som dog brydes af et indskudt dæk. Lyset fra første sals lille bibliotek trænger ned ad væggene og er på den måde med til at markere stuens vertikale stræben. Fra stuen går det atter op ad – enten fem trin op til soveværelset eller videre op til øverste etage, hvor man konfronteres med lyset fra vinduer, der skaber en næsten mærkbar kontakt til himlen. Fra første sals kombinerede arbejdsrum og bibliotek er der udgang til en meget stor tagterrasse, ligeledes beklædt med træ, men i en mere rustik variant. Tilbage i underetagen finder man et par børneværelser og et badeværelse i det, der tidligere udgjorde sommerhuset. Også her leges der med lyset og vinduernes placering. Det gælder ikke mindst i toårige Oscars værelse, hvor vinduet er anbragt så lavt at han kan kigge ud på alt det grønne. Samme trick er anvendt i badeværelset, hvor et glasparti for enden af badekarret, giver udsyn til et af havens mange stedsegrønne træer.
