Author Archive

Stol i særklasse

Carl Hansen & Søn genskaber 55 årig Hans J. Wegner stol i træ med organiske former. Stolen med betegnelsen CH33 hylder det enkle design og brug af naturlige materialer omsat i en helt aktuel fortolkning.

Text: Susanne Holte

Den danske møbelproducent Carl Hansen & Søn genskaber stolen – CH33 – der blev designet i 1957 af Hans J. Wegner. Stolen var i produktion indtil omkring 1967 og har siden da ført en tilværelse som et attraktivt auktionsobjekt. Den organiske stol har med sit buede kopstykke og sæde imødekommende kurver og harmoniske linjer, der yder maksimal siddekomfort, som er et af Wegners ypperste kendetegn. Med mere end 400 stoledesign bag sig, kaldes han med rette stolens mester. -Med CH33 viser Hans J. Wegner endnu en gang, at god formgivning står distancen over tid. Denne stol blev undfanget for 55 år siden og er stadig lige gangbar nu som dengang. Udover designet vil stolens konstruktion og håndværksmæssige kvaliteter sikre, at den også vil være interessant for generationer fremover, udtaler Knud Erik Hansen, ejer og 3. generation i Carl Hansen & Søn. Stolens klare referencer til 50’ernes og 60‘ernes enkle linjer og brug af træ spiller fornemt ind i nutidens indretningstendenser, hvor man søger tilbage til det enkle og det nære. Træ tilfører i den sammenhæng indretningen varme og sanselighed gennem sin struktur og originalitet. Carl Hansen & Søn har valgt at genfortolke stolen og iføre den farver fra den originale Wegner-farvepalet – hvid, grå, lyseblå, orange og sort – så det originale udtryk tilføres noget nyt, samtidig med at det oprindelige design med rene udgaver i træ bibeholdes. CH33 findes i blandt andet bøg og eg samt i kombinationer heraf i enten sæbe- eller oliebehandlet samt en lakeret overflade til vejl. udsalgspriser fra 3.489 kr. Stolen fås både med og uden polstring. Polstringen fås i stof og læder. Stolens sædehøjde er 44 cm, højden er 74 cm og bredden er 55 cm.

Carl Hansen & Søn har genoptaget produktionen af Wegners CH33 stol og har iført den farver fra den originale palet.

På myrens fodsti

En klassiker fylder 60. Arne Jacobsens første store kommercielle success var den lille frække tre-benede stol med modelnummeret 3100 – bedre kendt som Myren.

Text: Susanne Holte

Op gennem 1950’erne tegnede Arne Jacobsen en række stole, som siden er blevet verdensberømte designikoner, kendetegnet ved deres skulpturelle former og tidløse fremtoning. Den første af disse var Myren i 1952, efterfulgt af Syveren i 1955 samt Ægget og Svanen i 1958, der var designet specielt til SAS Royal Hotel, som også var tegnet af Arne Jacobsen. Arne Jacobsen designede oprindeligt Myren til kantinen i Novo Nordisk. I dag er Myren et af kollektionens fornemste ikoner. Men Myren var til at begynde med tæt på at ende som endnu en prototype, fordi Fritz Hansen, der stadig producerer den lille frække stol med de ikoniske former, ikke var overbevist om stolens potentiale. Stolen overlevede den indledende skepsis, da Arne Jacobsen garanterede at købe alle de stole, der blev produceret, hvis der ikke var andre købere. Det blev som bekendt ikke nødvendigt. Stolen faldt i smag og den sælges stadig i stort antal. Myren fås i ni forskellige typer finér; ahorn, bøg, ask, kirsebær, oregonpine, elm, eg, valnød og indfarvet eg, alle med klar lak, samt i to andre udførsler; farvet ask og lak i ni forskellige farver. Alle stole er lavet af formpresset knivskåret finér. Underdelen fås med 3 eller 4 ben (Stabelbare, 2 sædehøjder) og er lavet af forkromede stålrør. Sortimentet af tilbehør omfatter koblingsbeslag, transportvogn, sæde- og rækkenumre.

Det legendariske samarbejde mellem Fritz Hansen og arkitekt Arne Jacobsen går helt tilbage til 1934. Det reelle gennembrud blev dog først en realitet i løbet af 50’erne, hvor de ekspressive og organisk formede stole Myren, 7’eren, Ægget og Svanen blev skabt. Møblerne, der idag betragtes som en væsentlig del af den nationale og internationale kulturarv, producers stadig hos Fritz Hansen, som markerer sig globalt med stringente designmøbler, udviklet af en række af de største danske og internationale formgivere.

Den verdensberømte danske arkitekt og designer Arne Jacobsen skabte Myren tilbage i 1952. Stolen blev frontløber for en stribe klassiske møbler fra mesterens hånd.

Ekspressiv pelsmode

Eliana Dimitrakopoulou

Som sponsor af Copenhagen Fashion Week åbnede Kopenhagen Fur den københavnske modeuge. Virksomheden viste for alvor sin spændvidde som verdens største pelsauktionshus, da syv internationale designtalenter indtog catwalken med spektakulær pelsmode fra flere kontinenter. Bag showet ”International Talents” stod unge talenter fra nogle af de mest anerkendte designskoler i verden og understregede dermed, at pels som materiale er på alles læber – fra England til Ukraine.

Louise Simmonds

Med positionen som verdens største auktionshus har Kopenhagen Fur vist sig som en vigtig global aktør, men det er ikke kun som leverandør af kvalitetsskind, at virksomheden sætter sit aftryk på verdenskortet. Også når det kommer til design, er Kopenhagen Fur med helt i front. Virksomheden ser det som en af sine fornemmeste opgaver hele tiden at udfordre grænserne for brugen af pels, og Kopenhagen Studio – Kopenhagen Furs center for kreativitet, innovation og pelshåndværk – har gennem årene virket som mentor og sparringspartner for designere og designskoler verden over. Denne vinter tog Kopenhagen Fur væksthustanken til nye højder, da de under modeugen overlod podiet til syv upcoming designere med masser af talent og lyst til at udfordre pelsen som materiale.

Morten Underbjerg

Ambitionen bag showet ”International Talents” har været at inspirere og inspireres, og et kig på de syv designeres bidrag vidner om, at pels fortsat er uforudsigeligt i sin skønhed og anvendelse. Således hyldede danske Morten Underbjerg livets forgængelighed i en farvestrålende kollektion tilegnet YSL’s ikoniske modemuse Loulou de la Falaise, mens græske Eliana Dimitrakopoulou beskrev menneskets og pelsens oprindelse i en serie jakker med volumen, form og farver hentet fra forskellige abe-arter. Endelig illustrerede kinesiske Ruiyue Liu mødet mellem Øst og Vest ved at mikse maskuline og feminine referencer i en flamboyant kollektion med rødder i 1960’ernes britiske ”Peacock Revolution”.

Jennifer Murray

Oleana Tsymbal

”I krisetider har moden en tendens til at satse på det sikre og konventionelle. Lige omvendt er det med de unge talenter, der sprudler af optimisme og tro på fremtiden – og det kommer tydeligt til udtryk i deres kollektioner. Samtidig er næste generation af designere frigjort fra tidligere tiders opfattelse af pels. For dem er det et materiale på linje med alle andre. Forfinet, men alligevel råt, ekstravagant, men alligevel tilgængeligt – og dermed bliver pelsen et naturligt must i deres kreationer, som vi så det på catwalken i dag”.Jesper Mathiesen, leder af Kopenhagen Studio

Ruiyue Liu

Alexandra Gold

ECCO Walk in Style Award

-Jeg tror at ECCO Walk In Style Award og de projekter, som disse bemærkelsesværdige kvinder har udvalgt kan være med til at øge opmærksomheden på kvinders forhold rundt i verden, udtaler ECCOs administrerende direktør Dieter Kasprzak, der her ses sammen med dette års vinder, den hollandske journalist Hadassah de Boer og kronprinsesse Mary, der igen i år overrakte prisen.

Text: Susanne Holte

Kronprinsesse Mary kastede royalt stjernestøv på ECCOs årlige Walk In Style Award, hvor skokoncernen under bevågenhed af mere end 300 danske og internationale mediefolk og kendisser, viste sko, støvler og social ansvarlighed pakket ind i show og glamour. Den 250.000 kroner store pris gik denne gang til den hollandske journalist Hadassah de Boer.

På slanke ben, iklædt en snehvid silkedragt og høje stiletter indtog kronprinsesse Mary i forrige uge Københavns smukke rådhushal for at kaste glans over ECCO Walk In Style Award. Det var femte gang ECCO åbnede den danske modeuge med en gigantisk fest og en hyldest til kvinder, der formår at inspirere andre kvinder med deres mod og kærlighed til livet. Med hyldesten følger 250.000 kroner, som vinderen får lov til at give videre til et humanitært formål efter eget valg. Den fine pris, der blev overrakt i forbindelse med et stort anlagt show, hvor mere end 300 internationale mediefolk og kendisser deltog, gik i år til den hollandske journalist Hadassah de Boer, der havde øremærket pengene til Stichting Vluchteling, en hollandsk fond der tilbyder humanitær hjælp og social bistand til flygtninge i Afrika, Latinamerika og Østeuropa.

Hadassah de Boer blev dette års vinder af ECCO Walk In Style Award. Hun får dermed mulighed for at donere 250.000 kroner til er velgørende formål, der målretter sig kvinder og børn.

Hadassah de Boer har de seneste år arbejdet som ambassadør for Stichting Vluchteling i tæt samarbejde med et globalt netværk ved navn International Rescue Committee. Ud over at give nødhjælp til ofre for krig og vold, hjælper Stichting Vluchteling flygtninge med at vende hjem og skabe sig en bæredygtig og uafhængig fremtid gennem støtte til uddannelse, sundhedsvæsen og økonomisk støtte, som f.eks. mikrolån. Projektet fokuserer hovedsageligt på kvinder og små børn, da disse grupper ikke bare er de mest sårbare, men samtidig udgør det største antal flygtninge på verdensplan.

Hjertet på rette sted

Det var en enig komité, bestående af seks chefredaktører fra Elle – en fra hver af de nominerede kandidaternes hjemlande, ECCOs chefdesigner Ejnar Truelsen, samt ECCOs Facebook-fans, der pegede på Hadassah de Boer på grund af hendes brændende ønske om at gøre en forskel og ikke mindst hendes mod til at færdes på farlige steder over hele verden for at støtte kvinder og børn, der har det svært. Når Hadassah de Boer ikke helliger sig nødhjælpen arbejder hun med stor succes som journalist med særlig fokus på kulturelle emner, stærkt inspireret af sin mor, der har en fortid som politiker, og sine kulturstudier ved Amsterdams universitet. Det var da også en særdelet handlekraftig og velformuleret Hadassah de Boer, der indtog catwalken for at få overrakt ECCO Walk In Style Award 2012 af en anden stærk kvinde i skikkelse af den danske kronprinsesse, der selv har focus på kvinder og born i sine protektorater og via Mary Fonden. På podiet var de øvrige nominerede kandidater: den polske kunstner og grundlægger af en velgørenhedsfond Magda Prokopowicz, den svenske designer Bea Zenfeld, den russiske kunstskøjteløber Maria Viktorovna Butyrskaya, og den norske sangerinde Samsaya. Sangerinden Julie Berthelsen, der var nomineret fra Danmark, deltog ikke i showet da hun et par dage forinden var nedkommet med en dreng.

Det var stylisterne Grenaa og Buchard, der havde skabt det dristige univers ved ECCOs modeshow.

I love it!

ECCOs arrangement, der for femte gang skyder Copenhagen Fashion Week igang, handler ikke alene og donationer og hyldesttaler til stærke kvinder, der bliver i høj grad også fokuseret på mode, sko og fest i gaden. Festen var lagt i hænderne på skønhedsguruen Ole Henriksen. I rollen som konferencier fyrrede han godt op under gæsterne inden det store modeshow, hvor ECCOs efterårs- og vinterkollektion 2012 blev vist. Publikum på Københavns Rådhus blev således ikke blot præsenteret for en særdeles vital og livsglad tovholder, der slet ikke kunne holde begejstringen tilbage, men også for tre nye skotrends, hvor et antal specialfremstillede showpieces illustrerede temaerne “Aesthetic Being”, “Active Vibrations” og “Nordic Breathing”. Trends med afsæt i det skandinavise univers. Tre talentfulde og visionære danske designere – modedesigner David Andersen, kostumedesigner Lars Emil og læderdesigner Hanne Harnov Riisbro, med hver sin personlige holdning til det tildelte tema, bidrog til showets styling.

Der blev vist specialfremstillede showpieces på catwalken, da ECCO løftede sløret for de tre aktuelle efterårs- og vintertrends 2012.

Kunsten stiger

Et sansebombardement af dimensioner kan opleves i Rundetårn, når den prisbelønnede væver Grethe Sørensen præsenterer 19 helt nye vægtæpper inspireret af videoer fra New York, Hong Kong, Shanghai og København. Det er første gang, at så mange store digitalvævede tæpper udstilles i Danmark. Udstillingen ”Spor af lys – ” kan opleves frem til den 11. marts 2012.

Videoer og vævede vægtæpper er ikke udtryk, man normalt forbinder med hinanden. Videooptagelser af storbynattens lys er imidlertid væveren Grethe Sørensens inspiration til de 19 store vævninger, som kan opleves i Rundetårns smukke udstillingslokale. Grethe Sørensens vægtæpper præsenteres side om side med tre store videoprojektioner, der med deres langsomme strømmende bevægelser skaber et æterisk modspil til tæppernes fysiske tyngde og struktur. Det ufokuserede kamera virker som et filter, der omdanner realismen i reklameskilte, gadelygter og billys til lysende farveflader af varierende gennemsigtighed og farvevirkning. Videoerne er produceret i samarbejde med film- og videoproducent Bo Hovgaard. Til vægtæpperne har Grethe Sørensen anvendt en helt speciel selvudviklet teknik, der er udført digital jacquardvæv. Tæpperne er vævet på tekstilmuseet i Tilburg i Holland, et af de få steder i Europa, hvor så avanceret udstyr er til rådighed for tekstilkunstnere og designere. Hver enkelt tråd styres digitalt med forlæg i en håndvævet prøve, og fremstillingen af unika vævninger, som tidligere har været meget kostbar, bliver med denne nye fremgangsmåde økonomisk tilgængelig – også i udsmykningsøjemed. Grethe Sørensen har været på banen i 30 år og er en af tekstilkunstens grand old ladies. Hun har i sin lange kunstneriske karriere eksperimenteret med både udtryk og format og har bevæget sig ud i alle vævningens krinkelkroge. Hendes faglige ekspertise, formsikkerhed og stringens lyser gennem hele hendes livsværk – opsøgende, nysgerrigt og undersøgende. Grethe Sørensen har udstillet i hele verden, modtaget en række hædersbevisninger – senest Ole Haslunds Legat, og har herhjemme designet tekstil for bl.a. Kvadrat og Georg Jensen Damask.

En ægte original

Danmark har fostret mange talentfulde arkitekter og designere. En af de mest originale var Finn Juhl, der udviklede sit helt unikke formsprog, inspireret af bl.a. moderne kunst. Hans organiske og fint bearbejdede møbler er netop nu genstand for fornyet interesse i forbindelse med 100-året for hans fødsel.

Text: Susanne Holte

Fotos: Trapholt + Onecollection

Det var de svungne, organiske møbler der blev Finn Juhls særkende. Han gik tidligt i sin karriere som møbeldesigner imod strømmen, og tog som én af de første afstand fra Kaare Klints etablerede møbelskole, der dikterede rette linier og stramme geometriske udtryk. Finn Juhl var helt sin egen og hans udtryk er stadig let genkendeligt. Men selvom han var en ener og en original i ordets bedste forstand, kom han alligevel til at præge en hel generation af unge møbelarkitekter med sin forkærlighed for det skulpturelle. Finn Juhl havde en tæt tilknytning til den danske kunstscene. Blandt andet var han dybt involveret i den berømte ”teltudstilling” i foråret 1941 på Bellevue, hvor unge kunstnere ville indfange de hundredtusinder af københavnerne på skovtur i Dyrhaven og vise dem kunst. Imidlertid kom kun 30 betalende gæster i teltet! Finn Juhl var manden der skaffede udstillingsteltet og konstruerede en bro, der førte over en kløft til teltet. Her udstillede de unge fremadstormende kunstnere i kredsen omkring kunsttidsskriftet Helhesten (1940-44): Else Alfelt, Ejler Bille, Egill Jacobsen, Asger Jorn, Egon Mathiesen, Sigurjon Olafsson, Carl-Henning Pedersen, Erik Thommesen og veteranen Vilhelm Lundstrøm. Disse samt Richard Mortensen, Robert Jacobsen, Axel Salto, Anna Thommesen og Sonja Ferlov Mancoba var alle kunstnere, som Finn Juhl indrettede sig med i sit private hjem, og flere udstillede han sammen med gennem hele livet. Hans idéer om at forene det kunstneriske udtryk med det funktionelle blev videregivet, da han som leder af Skolen for Boligindretning underviste mange af de nye møbeldesignere, men han kom først og sidst til at danne skole via sine møbler og sin helt specielle tilgang til design og indretning. Finn Juhl fungerede i mange år som en særdeles eftertragtet indretningsarkitekt og han kom til at sætte sit markante fingeraftryk på bl.a. Bing & Grøndahls butik på Amagertorv, på FNs hovedkvarter i New York og på en række Georg Jensen butikker rundt om i verden. Han designede interiøret til SAS’s DC fly, indrettede biografer, udstillingsstande, ambassader og hoteller.

Tilfældighedernes spil

Finn Juhl, der blev født i 1912, havde oprindelig ingen ambitioner om at komme til at tegne møbler. Han ville gerne have læst historie, men hans far, der var tekstilgrosserer, mente ikke at det var vejen at gå for den unge Finn, der i stedet kom til at studere arkitektur på Det Kongelige Danske Akademi for Fine Kunster. Efter fire år fik han ansættelse på Vilhelm Lauritzens tegnestue, hvor han arbejdede i 11 år frem til 1945. Så var tiden moden til at etablere egen tegnestue sideløbende med at han begyndte at undervise på Skolen for Boligindretning. På det tidspunkt havde han godt fat i møbeldesignet. Faktisk skabte han de første møbler til sit eget hjem i midten af 30’erne, og fik siden sin egentlige debut som møbelarkitekt i 1937, hvor han deltog i snedkernes årlige udstilling med en stol udført af møbelsnedker Niels Vodder. Samarbejdet med Vodder kom til at vare frem til 1959, og de to skabte i fællesskab den spændstige 45-stol, der blev et nybrud indenfor dansk møbeldesign. Senere fulgte møbler som Høvdinge-stolen, Ægypter-stolen, Japan-stolen og mange andre beslægtede møbler, som hver især udmærkede sig ved et organisk svunget stel og et flydende sæde- og rygstykke, der nærmest så ud til at svæve frit over stellet.

Finn Juhls fine lille to-personers sofa fra 1941 fik kælenavnet Poeten og Lillemor efter tegneserien af samme navn. Tegneserien blev filmatiseret i 1959 og her indgik Finn Juhls møbler i scenografien. www.onecollection.com

Møbel ikoner

Langt de fleste af de møbler, som i dag har ikon-status, og som kan ses på museer over hele verden, blev udført i teak, der på grund af sine fortrinlige egenskaber, var Finn Juhls foretrukne træsort. Også her satte han nye standarder, fordi det lykkedes ham at finde metoder til at bearbejde den hårde træsort industrielt – en teknologisk landvinding, der banede vejen for en enorm dansk møbeleksport – ikke af Finn Juhl møbler, men af mere eller mindre begavet udførte plagiater. Finn Juhl, hvis møbler var og er for feinschmeckere, kom til gengæld til at stå fadder for begrebet Danish Modern, og i dag er der fornyet og velfortjent fokus på hans helt særlige talent. Den originale formgiver nåede også at tegne en lille håndfuld huse, bl.a. sit eget japonistisk inspirerede hus på Kratvænget i Ordrup. Det byggede han i 1941 og her blev han boende i til sin død i 1989.Finn Juhl oplevede stor anerkendelse mens han levede. Det blev til flere priser og udstillinger, ærestitler og ikke mindst en Dannebrog orden. Finn Juhl kollektionen produceres i dag af Onecollection, der har base i Ringkøbing.

Høvdingestolen, FJ49, blev inspireret af Finn Juhls interesse for såkaldt primitiv kunst. Den er i dag et ikon indenfor dansk møbelkunst og indgår i Onecollections store kollektion af Finn Juhl møbler. www.onecollection.com

Finn Juhl nåede at sætte sit markante fingeraftryk på dansk møbeldesign gennem flere årtier. Her et bredt udsnit af hans designs. Finn Juhl (1912-1989) er mest kendt for sine markante bidrag til dansk møbeldesign. Et skulpturelt formsprog samt nye principper for selve møbelkonstruktionen er Finn Juhls kendetegn. Udstillingen på Trapholt sammenstiller hans værker parvis med samtidens største danske designere og perspektiverer Finn Juhl i forhold til samtidens kunst.

Oplev Finn Juhl på Trapholt

Arkitekten Finn Juhl (1912-1989) er mest kendt for sine markante bidrag til dansk møbeldesign. Et skulpturelt formsprog samt nye principper for selve møbelkonstruktionen er Finn Juhls kendetegn. Udstillingen på Trapholt, der åbner den 30. januar 2012 og som kan ses året ud, sammenstiller hans værker parvis med samtidens største danske designere og perspektiverer Finn Juhl i forhold til samtidens kunst. For historien om Finn Juhl er og også historien om dansk designs og kunsts guldalder midt i det 20. århundrede med designtalenter som Kaare Klint, Hans Wegner, Børge Mogensen, Arne Jacobsen, Poul Kjærholm – for ikke at tale om de mange kunstnere, der var i omgangskredsen.

Mindre skala

Finn Juhl arbejdede også i mindre skala og han tegnede gennem sin karriere også en del brugskunst i form af skåle, skamler, papirkurve og bakker. TurningTray er med dens stilrene linjer og smukke former et fint eksempel på det. Vendebakken skiller sig ud med sin gennemtænkte funktionalitet, æstetiske ynde, diskrete elegance og rene linjer. Bakkerne er håndlavede i Danmark i teaktræ og laminat. Der er reelt tale om to bakker i en, da de er ens på begge sider, men med to forskellige farver, som hver især skaber en unik glød i træet. Bakkerne fås i tre størrelser og flere farvekombinationer, hvilket skaber en høj grad af mulighed for individuel kombination. Bakkerne fremstilles i dag af designvirksomheden Architectmade. www.architectmade.com

TurningTray er med dens stilrene linjer og smukke former så aktuel som aldrig før. Vendebakken skiller sig ud med sin gennemtænkte funktionalitet, som rummer et væld af muligheder for tidens individuelle forbruger, der sætter en ære i at være designmæssigt i front. I sig selv er den et gennemdesignet mesterværk, som medvirker til at gøre ethvert måltid til en ekstra oplevelse.

Avantgarden

Alice i Eventyrland i farverig fusion med Narnia. Frodig urtehave med udsigt til romantisk rosengård. Organisk fantasy-world i kontrast til skovens rustikke realitet. Saftige tropiske tableauer i dialog med en skandinavisk farvepalet fyldt med grønt. Alt sammen ingredienser i en ny trend, som man kunne betegne som manipuleret natur.

Text: Susanne Holte

Kunstscenen flyder endnu engang over af saftige farver og frivole former hentet i naturen. Tankerne ledes hen på de bugnende frugtfade og buketter, der gennem århundreder har inspireret malere over hele Europa, men også på de opstyltede naturtableauer, der både rummer det trygge og det uforudsigelige element. Gallerierne inviterer indenfor for at vise kunstnernes respektløse omgang med naturen, med farverne og materialerne. Samtidig gør designerne dem kunsten efter og tager os med på en lystvandring ind i en iscenesat og manipuleret natur med botaniske mutationer og designs, der både forlyster og foruroliger. De præsenterer os for syrede farver, kunststoffer og forvredne former, men også for naturmaterialer, hvor designerne næsten har arbejdet med ført hånd i bestræbelserne på at fortolke træer, grene og blomster. Her er poesi, politisk korrekt øko-ånd, teknologi og håndværk i en skøn blanding. Minimalismen har trange kår i dette univers, men stilen, der på mange måder er ganske uskøn, udmærker sig ved en pæn portion humor, uhøjtidelighed og livsglæde.

Den spanske designer Andere Monjo er fascineret af naturens egne materialer. Her har han koblet nogle egetræsplanker med grenene fra et blommetræ. Ideen med Plum Tree Stool er at minde os om den tætte forbindelse mellem de forarbejdede og de uforarbejdede materialer. www.anderemonjo.com

Genialt i al sin enkelhed: Bosbank eller Tree Trunk Bench fra hollandske Maandag Meubels åbner mulighed for at få sit eget lille stykke skov med hjem. Bænken består af en træstamme der leveres med fire galvaniserede beslag, fire træben og to orange bånd. www.maandagmeubels.nl

Klassisk og futuristisk, organisk og minimalistisk. Frost-stolen, der er designet af FurnID giver associationer til en blomst – ikke mindst når farven er grøn. Faktisk har designerduoen bag ladet sig inspirere af de linjer og formationer, der opstår når vinden leger med nyfalden sne. www.stouby.com

Den franske designer Anne Midavaine tager os med ind i regnskoven med sin smukke rumdeler Mangrove, fremstillet i lak af Jean-Noël Turquet. www.ateliermidavaine.com

Det ligner skelettet fra et længst uddødt dyr, men No. 3 Bench er en bænk fremstillet af polypropylene, træ og lakeret metal. Designeren bag er hollandske Floris Wubben, der formmæssigt har taget udgangspunkt i træroden. www.floriswubben.nl

I sangene kan man høre om bed of roses, men man kan også nøjes med en stol når den er få fantastisk som Muchas Rosas Chair fra Ricrea. Den er fremstillet af filt af de tre talentfulde designere Angela Mensi, Ingrid Taro og Cristina Merio. www.crearicrea.com

Den unge engelske designer Tom Price, der designer og fremstiller møbler af nedsmeltede plastrør fra industrien, er også manden bag PP Tree Installation, der for nylig blev udstillet på Industry Gallery i Washington DC. Installationen, der er fremstillet af nylonkabler og polypropylenerør er en hyldest til byens ikoniske kirsebærtræer. www.tom-price.com

Arne Jacobsens ikoniske Svane er blevet klædt i blomster i forbindelse med Pink Swan Project, hvor nitten internationale arkitekter, møbel og -modedesignere har leget med udtrykket til fordel for The Breast Cancer Research Foundation. Her er det Milly De Cabrols unika-stol, der ligesom de øvrige er blevet solgt på auktion. www.fritzhansen.com

Fornemmelse for form

Han har skabt en af verdens mest ikoniske og populære bygninger – Sidney Operaen, en bygning, der på storslået vis er med til at definere en hel nation, men han har også præsteret så meget andet i sin lange karriere. Jørn Utzons virke beskrives nu i en aktuel bog – Jørn Utzon – Arkitekturens tilblivelse og virke.

Text: Susanne Holte

Foto: Freyssinet

Der er skrevet og sagt rigtig meget om Jørn Utzon – en af Danmarks berømte sønner, der for længst har slået sit navn fast ude i den store verden med sin originale og humane arkitektur. Han har været inspirationskilde for flere generationer af arkitekter, han har dannet skole og skabt debat, og nu er han igen aktuel i en ny bog, skrevet af Michael Asgaard Andersen, som går bag om de traditionelle fremstillingsformer af arkitekten og i stedet fokuserer tematisk på de mange projekter Utzon har signeret. Bogen, der bærer titlen ”Jørn Utzon. Arkitekturens tilblivelse og virke, er opdelt i seks hovedtemaer: sted, arbejdsmåde, byggekultur, konstruktion, materialitet og levevis. Det vil sige at forfatteren angriber materialet på tværs af projekter og kronologi. Der er altså ikke tale om en livsskildring eller en kronologisk gennemgang af Utzons samlede værker, snarere en indsigt i den måde arkitekturen er opstået på og ikke mindst den arkitekturopfattelse, der ligger bag. Bogen peger samtidig på centrale arkitektoniske problemstillinger i dag. Illustrationerne i bogen dokumenterer skabelsen af byggede og urealiserede projekter samt bygningerne efter ibrugtagning. Derfor er det traditionelle arkitekturfotografi, som ofte tages lige efter, bygningen står færdig, kun i mindre grad inkluderet. Der er i stedet lagt vægt på at illustrere arkitekturens processer fra de første skitser til bygningernes patinering. Bogen indeholder derfor mange skitser, tegninger og modeller fra Utzons tegnestue samt fotografier af byggepladser og bygninger, såvel som fra rejser. På den måde er der ikke tale om en coffee-table-book, der byder sig til i kraft af sine glittede billeder, men snarere om et værk der møder den arkitekturinteresserede i øjenhøjde. Selvom bogen hævder at henvende sig til den alment interesserede læser, så er der nok mere at hente for arkitekter, fagfolk og andre med særlig interesse for arkitektur. Det skyldes ikke at Michael Asgaard Andersen på nogen måde henvender sig til sine læsere i et akademisk og elitært sprog, men snarere at vi normalt bombarderes med letkøbte løsninger. Utzon har i øvrigt selv skrevet en række af teksterne om egne projekter og sit syn på arkitektur og det giver en god fornemmelse af den refleksive måde han arbejdede på. Taksterne fremstår som væsentlige udsagn om samtidens arkitekturopfattelse og bidrager til at belyse bogens temaer. Michael Asgaard Andersen (f.1973) er selv arkitekt MAA, Ph.d og assisterende kurator på Louisiana Museum for Moderne Kunst, og hans faglige baggrund er med til at give bogen tyngde.

Jørn Utzon – Arkitekturens tilblivelse og virke

Michael Asgaard Andersen

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk

Vejledende pris 349,95

312 sider, illustreret i farver. Indbundet.

Udkom 16. Nov. 2011

”At være i kontakt med tiden, med omgivelserne, at se inspirationen i selve opgaven, er en nødvendighed for at kunne oversætte opgavens krav til et arkitektonisk sprog, der danner en enhed af alle de forskellige faktorer. Samtidig må arkitekten have en fabulerende evne, som man sommetider kalder fantasi, sommetider drømmeri.”

Jørn Utzon

Cuts and Interventions


Modsætninger mødes, når to af Danmarks prisbelønnede keramikere Bodil Manz og Bente Skjøttgaard sætter hinanden stævne på udstillingen ”Cuts and Interventions”. De kommer fra hver deres generation og tradition, men undersøger på udstillingen mulige fællesnævnere. Resultatet kan opleves på Københavns nye keramiske galleri Copenhagen Ceramics i dagene 2. – 25. februar 2012.

På deres første fælles udstilling nogensinde har to af Danmarks meget markante kunstneriske profiler valgt at undersøge mulige fællesnævnere i deres ellers så forskellige arbejde. Udstillingens titel ”Cuts and Interventions” hentyder til den helt specielle måde, hvorpå de to keramikere styrer både materialer og arbejdsproces. Bodil Manz, kendt verden over for sine papirstynde porcelænscylindre, undersøger sin egen keramiske historie. Hun opbryder støbeformene til tidligere værker, genanvender og genfortolker disse tidligere former og arbejdsredskaber i helt nye værker, der er samplet og sat sammen med helt nye formdele, som en slags spor gennem tiden fra hendes værksted. I andre værker lader hun nye grafiske ornamenter opstå på sine porcelænscylindre inspireret af det virvar af kantede former, som dannes af fraklip, der falder på gulvet og hober sig op under arbejdet med at overføre transfers, farve og lak til den glaserede skærv. ’Genbrug af mit arbejde’ kunne de måske hedde, overvejer hun. I processen med disse nye ting sætter Bodil Manz på en poetisk måde både et punktum for bestemte dele af sit tidligere virke, men åbner samtidig døre til et nyt univers, som vokser organisk ud af en lang karrieres undersøgelser i materialet. Bodil Manz’ værker er kendetegnet af stærke grafiske og oftest geometrisk baserede mønstre, der bevidner hendes mesterlige behandling af et forfinet materiale og en æstetisk suveræn, nutidig tolkning af en modernistisk arv.

Må man køre på væggen?

Bente Skjøttgaard afsøger andre muligheder for det nutidige ornament. Må man køre på væggen? spørger hun og svarer ved at intervenere i det bløde, sanselige materiale ved langsomt at køre sin Fiat Multipla med Pirelli P7 dækmønstre hen over leret, efterladende sig et enkelt, direkte aftryk i den aflange bane af opklasket stentøjsler. En dekorativ frise med et let genkendeligt ornament fra vores tid. Gennem den efterfølgende glasering og brænding op til 1280 grader forvandler friserne sig og kan opnå forskellig karakter: Serien af Frise P7 er ikke ekspressiv og voldsom – indbyder snarere til stille eftertanke. I dette værk følger Skjøttgaard op på sit eget værk fra 2011, opsat ved Hærvejen, hvor hun har ladet stude sætte deres klovaftryk i et 40 kvadratmeter stort, liggende lerrelief som en hyldest til den gamle studehandel på Hærvejen. Og bag dette ligger naturligvis også en hilsen til Asger Jorns store keramikrelief fra 1959 på Amtsgymnasiet i Aarhus, hvor Jorn, som bekendt, bl.a. tog en tur på sin scooter hen over det våde ler under udførelsen af værket. Bente Skjøttgaard har slået sit navn fast som en frygtløs aktør i forhold til det keramiske materiale, ekspressiv og generøs. Hun opfinder og genopdager igen og igen de specielle kvaliteter i leret. På nærmest magisk vis demonstrerer hun først lerets særlige formbarhed, og sidenhen i processen udnytter hun med sin særlige legende tilgang og stor humor og fantasi alt, hvad der kan ske i transfomationsprocessen gennem glasering og den afsluttende brænding af leret. Begge kunstnere har utallige udstillinger i ind- og udland bag sig og er repræsenteret i en lang række af verdens bedste museumssamlinger, ligesåsom de har modtaget mange både danske og udenlandske hædersbevisninger og priser for deres arbejde. I flæng kan nævnes, at Bodil Manz i 2007 modtog Grand Prize ved den Internationale World Ceramic Biennale i Seoul. Bente Skjøttgaaard fik som en af de første overrakt Annie og Otto Johs. Detlefs Keramikpris i 2004.

Noget blåt, noget lånt…..

Genbrug, fair trade, strik, håndarbejde og flere farver – sådan ser foråret ud, hvis man skal tro udstillerne på den netop overståede brugskunst-, design- og interiørmesse – Formland.

Text: Susanne Holte

Rundt på hele udstillingsarealet i Messecenter Herning, hvor forårets Formland messe netop har trukket godt 10.500 besøgende, kunne man se strik og hæklerier i stærke glade farver. De mange lapper var viklet om alt fra gelændere over affaldsspande til lamper og en enkelt bil. Fænomenet kaldes Yarn Bombing- garnbombardement, og er egentlig en slags street art eller tekstil graffiti, der skal skabe glæde og sætte kulør på den grå hverdag. Og det var netop hvad der var brug for blandt de 352 udstillere, der midt i en krisetid kom med deres bud på den kommende sæsons brugskunst og intriørdesign. Selvom tingene ser sort ud er farverne så småt på vej tilbage i vores boliger, både i form at stærke signalfarver som rød, blå, grøn, gul, turkis og lilla – gerne i højglans versioner, og som støvede pasteller som dem vi husker fra 50’erne og 60’erne. Farvepaletterne sætter lidt frisk kontrast til den nordiske farveskala med masser af grå og brune nuancer. På farvefronten er en anden vigtig tendens de slidte farver – stærke farver, der er patinerede og blegede af tidens tand. Det slidte look er i det hele taget et væsentligt element i indretningen, hvor tingene gerne må bære en historie med sig eller vidne om mange års brug. I sparretider er det vigtigt at signalere genbrug, tilbageholdenhed og samfundssind – et look, som man ikke blot kan genskabe ved et besøg i genbrugsbutikken, på loppemarkedet eller en tur op på loftet, hvor kasserne med alt det vi har glemt vi har gemt – det kan også købes frisk fra fad. Brugskunst med et slidt look, produkter fremstillet i 3. verdenslande efter fair trade principper, hvor danske designere samarbejder med for eksempel kvinder i Afrika og Sydamerika var i søgelyset i Herning. Resultaterne minder om noget man kan finde i de brasilianske favelaer og de mange småmøbler og kurvevarer er med til at understrege en etno-chick stil, der demonstrerer globalt udsyn og socialt engagement. Den aktuelle stil rummer dog også en mere introvert side, hvor hyggen og det tilbageskuende er i fokus: man genkender 50’erne og 60’ernes mønster- og farveunivers med masser af blomster og tern a al voksdug, småmøbler i en kombination af træ og kulørt laminat, masser af keramik og drejet træ – og helt i tråd med netop den tid: et gensyn med potteplanterne, nu i hængende urtepotter, gerne med bunden i vejret. Der skal i det hele taget gøres plads til de grønne oaser.

Strik – både den hjemmegjorte og den købte – er i høj kurs. På Formland havde man i den anledning sat fokus på begrebet Yarn Bombing, der er en slags tekstil graffiti, hvor man klæder hverdagsgenstande som skraldespande, døre, gelændere, cykler og biler i strikkede lapper.

Naturmaterialer som træ, rattan, kork, hamp er oppe i tiden. Her er nogle af de populære materialer anvendt i den seneste kollektion fra Bloomingville. www.bloomingville.com

Hyggekroge med tableauer af forskellig art er en af tidens helt hotte tendenser. Det samme gælder bogstaver, som for eksempel disse fra Ib Laursen. www.iblaursen.dk

Hvert møbel fra Quote by Birkholm er unikt da de er fremstillet af genbrugstræ fra blandt andet indiske stationsbygninger. Med sine markante farver sætter møblerne pift på den lyse nordiske stil. www.quote-by-birkholm.dk

Lysestager i drejet træ, nyfortolkninger af keramikken og former hentet tilbage i 50’erne og 60’erne. Sum+design skaber hverdagsting, der fungerer i praksis. www.sumdesign.dk

Fine glas i nye forårsfarver som pastelblå, lys gul, forårsgrøn, syren og turkis fra E.O. Engros. www.eo-engros.dk

Glæde i det offentlige rum med få men meget effektfulde accessories fra Bike Cap. Dekorative saddelcovers, cykelkurve og bagagepuder giver cyklen nyt liv. Fås i et utal af farver og mønstre. www.bikecap.com

Masser af farver i den kommende sæson. www.bloomingville.dk

Søren Foverskov, der har en fortid i tekstilbranchen, er manden bag VIA CPH, som på Formland præsenterede en fin kollektion af dansk producerede borde i blandt andet pastelfarver. www.viacph.dk

Hold øje med:

  • Strik i glade farver
  • Fair trade
  • Etnisk design
  • Materialer i natur
  • Nordisk atmosfære med dyretrofæer, dyreskind, gråtoner og naturmaterialer
  • Produkter i drejet træ
  • Materialemiks, rustikt og forfinet i skøn forening, glitrende metal sammen med filt, kork og keramik
  • 50’er og 60’er retro
  • Hygge
  • Slidt look
  • Grønt miljø og potteplanter
  • Klare farver som rød, grøn, blå, lilla, gul og turkis – gerne højglans
  • Mønstre a la voksdug
  • Støvede pastelfarver
  • Organiske former
  • Nyfortolkninger af traditionel keramik
  • Hjemmelavet og genbrug